Video : Tipsbladet
Superliga

Tilfreds Michelsen: Svært at være så dominerende som vi er i dag

OB-træneren var meget glad for mandagens 3-0-sejr over Silkeborg. Han havde dog gerne set, at man havde scoret det tredje mål lidt før.

Mandag aften tørnede Silkeborg og OB sammen i 3F Superligaen, og her skulle fynboerne ende med at trække det længste strå.

Gæsterne vandt nemlig med overbevisende 0-3, og derfor var cheftræneren, Jakob Michelsen, svært tilfreds efter kampen. 

- Når man leverer så overbevisende en indsats, som vi gør i dag, så er det klart, at man er meget tilfreds. Det er svært at være så dominerende, som vi er i dag. Vi spiller rigtig godt, og skaber chancer til langt flere mål, så overordnet set er jeg meget tilfreds, siger han ifølge TV 3 Sport. 

Ifølge Michelsen kunne OB godt have vundet kampen endnu større, og han erkender da også, at han stod og trippede en smule, da stillingen var 0-2 og hjemmeholdet fik en smule tag i spillet. 

- Når den ligger og tipper ved 2-0, så er jeg ærgerligt over, at vi ikke får lukket kampen noget før. Deres nye målmand gjorde det fantastisk, siger han. 

Med sejren kravler OB op på femtepladsen i tabellen.