Video : Tipsbladet
Superliga

Tingager om skade: Baneforhold spillede ind

Frederik Tingager blev skadet i sin blot anden kamp for AGF til stor frustration for hovedpersonen selv.

De første kampe i foråret er altid lig med dårlige baner i Superligaen, og det fik Frederik Tingager at mærke på egen krop i går aftes, da AGF på udebane mødte Sønderjyske.

I starten af kampen måtte Tingager nemlig lade sig udskifte, da han fik et vrid i benet, da han hang fast i græsset. Endnu er det ikke fastslået, hvor længe Tingager er ude, men han er ærgerlig over situationen.

- Det er altid frustrerende, at blive skadet, men det er ekstra surt, når det skyldes noget så simpelt som baneforholdende, der langt fra var gode i aftes - mildest talt. Jeg føler i hvert fald, at de spillede ind i det, der skete i går, siger Frederik Tingager til klubbens hjemmeside.

Også cheftræner David Nielsen er nedtrykt over at se sin nye forsvarsprofil i smerter.

- Det var ærgerligt, at se Tingager gå ud af kampen, og efter jeg har set den efterfølgende på video må jeg sige, at det ikke så for godt ud - den situation, hvor han bliver skadet. Vi kan endnu ikke sige noget præcist om omfanget af hans skade. Nu bliver han undersøgt i de kommende dage og så må vi se, hvordan det ser ud i ugen, der kommer, siger David Nielsen.