Tjørnelund ser frem til at spille i Parken
Foto: Lars Rønbøg/GettyImages
Superliga

Tjørnelund ser frem til at spille i Parken

Jacob Tjørnelund glæder sig til at møde FCK i parken, selvom han ikke ved om han får spilletid.

Hobro skal lørdag til hovedstaden og Parken, hvor de danske mestre fra FCK venter. Selvom han ikke er sikker på en startplads, så mener Jacob Tjørnelund, at Parken er fedt sted at spille.

- Det er selvfølgelig altid fedt at spille i Parken. Det er selvfølgelig også et svært sted at spille, men ikke for at forklejne Skive, Thisted og Brabrand, så er det sjovere at rende rundt i Parken, siger Jacob Tjørnelund til klubbens Youtube-kanal.

Ifølge backspilleren, så er det et godt tidspunkt at møde FCK, som både kæmper med at få spillet de nye spillere sammen, ligesom de europæiske kampe også kræver fokus hos hovedstadsklubben. 

- Der er ingen tvivl om at FCK ikke har samme styrke, som de havde sidste år. Umiddelbart er det et godt tidspunkt vi har dem, hvor de kæmper lidt med europæisk fodbold, men når det så er sagt, så er det aldrig nemt at spille i Parken. Der er ikke noget vi kan tage for givet derovre, men jeg tror, vi har en god mulighed for at få point derovre, siger Jacob Tjørnelund.

Jacob Tjørnelund og holdkammeraterne er klar over FCKs styrker, som de skal være opmærksomme på, hvis der skal point på kontoen. 

- FCK kan godt lide at komme over fløjene. De kan godt lide at få deres kanter ind i banen, og så ellers spille rundt om vores backs og komme til indlæg, så det skal vi være opmærksomme på. De har ikke helt den samme hovedstødspower, som de havde med Cornelius, men de er stadig rigtig dygtige til det, så det skal vi have lukket ned for, og så skal vi selv være gode på bolden, så vi også kan tage presset af og få vores kontra og omstillingere til at fungere, siger Jacob Tjørnelund.

Hobro-spilleren har døjet med en skade det meste af året, som endelig ser ud til at være væk. Tjørnelund håber derfor på, at der snart vil være spilletid i sigte.

- Ja, det er jeg, endeligt. Hele mit forår var moget rod, hvor jeg aldrig rigt blev klar. Nu har jeg, siden jeg startede op i slutning af juli, trænet fuldt med og føler mig fit nu. Så jeg venter egentlig bare på, at (Thomas) Thomasberg sætter mig ind, siger backen med et smil.

Hvorvidt han vil få spilletid mod FCK, tør han ikke gisne om, og henviser i stedet til Hobro-træner, Thomas Thomasberg.