Video : Tipsbladet
Superliga

Svinedyrt for Superligaen: Tomme sæder koster 20 millioner kroner

En spillerunde uden tilskuere koster klubberne i dansk fodbold 20 millioner kroner, siger Divisionsforeningen.

Regningen for at hindre spredningen af coronavirus kan blive stor for de danske fodboldklubber.

I den forgangne weekend og resten af marts bliver kampene i landets to bedste rækker, Superligaen og 1. division, afviklet uden tilskuere efter regeringens opfordring.

I Divisionsforeningen har direktør Claus Thomsen et overblik over den samlede regning for de 26 klubber.

- Det koster i omegnen af 20 millioner kroner per runde som følge af tabte entréindtægter, nødvendige refusioner og manglende salg af mad, drikke og andet, siger Claus Thomsen.

Direktøren fortæller, at de manglende indtægter udgør "et meget betydeligt tab".

Læs også:Mål i absolut stilhed: Se alle weekendens Superliga-kasser

- Tabet vil være stigende runde for runde, hvis vi bliver ved med spille uden tilskuere.

- Det skyldes, at effekten af klubbernes aftaler med partnere, sponsorer og andre, der har købt eksponering på stadion, vil eskalere fra runde til runde, hvor klubberne ikke leverer varen, siger Claus Thomsen.

Divisionsforeningens direktør vurderer dog, at fodboldklubberne er berettiget til kompensation.

Han opfatter fredagens opfordring fra statsminister Mette Frederiksen (S) om at aflyse eller udsætte arrangementer i marts med 1000 deltagere eller mere som et påbud.

Et påbud giver ifølge loven mulighed for at søge om kompensation.

Læs også:Marts-landskampe kan blive uden vigtige landsholdsspillere

- Det er efter vores opfattelse tale om et påbud, og som sådan bør man også blive kompenseret for det tab, man lider som følge af det påbud, siger Claus Thomsen.

Kort efter statsministerens opfordring meldte Divisionsforeningen ud, at kampene i marts ville foregå uden tilskuere i Superligaen og 1. division.

- Vi har ikke haft andet valg end at spille uden tilskuere, efter at vi fik den melding fredag, siger direktøren.

/ritzau/

Læs også:Overblik: Superligaens kontraktfrie spillere

Læs også:AGF-angriber om tomt stadion: Det bliver som en træningskamp

Læs også:Overblik: Sådan ser slutspillet i Superligaen ud