Video : Tipsbladet
Premier League

Ny storklub får fans i bestyrelsen efter fadæse

Tottenham vil invitere repræsentanter fra fanskaren med i bestyrelsen for at give tilhængere mere indflydelse.

Premier League-klubben Tottenham vil sikre, at den fans bliver hørt, når der skal træffes større beslutninger.

Derfor introducerer klubben et rådgivende panel - et såkaldt "club advisory panel" - hvor repræsentanter fra fanskaren kan være med på bestyrelsesmøder. Det skriver Tottenham på sin hjemmeside.

Beslutningen kommer efter den fejlslagne plan om en ny europæiske udbryderliga - Super League - som Tottenham sammen med fem andre engelske klubber var en del af.

Super League blev mødt af store protester fra fans fra de involverede klubber.

- Vi beklager med hele vores hjerte, at vi involverede klubben (i Super League, red.), og at den juridiske proces i sig selv betød, at vi ikke kunne konsultere vores fans tidligere. Vi undskylder uforbeholdent.

- Vi har lært af de seneste begivenheder og har valgt at prioritere fanengagement, skriver klubben.

I starten af måneden præsenterede Chelsea et lignende initiativ. Her får tre såkaldte fanrådgivere fra 1. juli en stol til minimum fire bestyrelsesmøder om året.

- Det sker for at sikre, at stemningen blandt fansene bliver taget med i klubbens beslutningsprocesser, skrev Chelsea på sin hjemmeside.

Der var i alt 12 klubber med i planlægningen af Super League. Kun Barcelona, Real Madrid og Juventus tror fortsat på, at ligaen kan blive en realitet.

/ritzau/