Transferfri Dalsgaard er ombejlet
Superliga

Transferfri Dalsgaard er ombejlet

Angiveligt er Henrik Dalsgaard på blokken i flere udenlandske klubber, der ser backen som et godt alternativ.

Det er ingen hemmelighed, at højre back Henrik Dalsgaard er ineresseret i at prøve sig selv af i udlandet, og 1. januar 2016 står han i den gunstige situation, at han er uden kontrakt. Altså kan interesserede klubber plukke den danske back kvit og frit, og allerede nu kan Dalsgaard tale med interesserede klubber.

Og interesse skulle der være nok af. I hvert fald skriver Ekstra Bladet, at den 26-årige AaB'er er på blokken i flere udenlandske klubber - heriblandt Club Brugge og Zulte Waregem fra Belgien, mens også hollandske AZ Alkmaar skulle holde øje med Dalsgaard.

- Jeg vil ikke kommentere klubnavne, men jeg kan godt sige så meget, at der er en bred interesse for Henrik. Vi har fået rigtig mange henvendelser den seneste tid også i takt med, at Henrik har haft en stor andel i, at AaB har scoret så mange mål og vundet mange målrige opgør, siger Thomas Gaardsøe til Ekstra Bladet.

AaB har tidligere forsøgt at forlænge med Henrik Dalsgaard, der for nogle år siden blev omskolet fra angriber, til kant, til back, men Dalsgaard har været interesseret i at prøve sig selv af i en større liga og har derfor takket nej til tilbud.

Et skifte til udlandet var måske kommet tidligere, havde et ikke været for skader. Nu er den lynhurtige og offensivt orienterede back så i stand til at skifte uden en transfersum, hvilket ganske givet gør ham mere attraktiv.

I denne sæson har Dalsgaard spillet 15 af 16 kampe i Superligaen, og han har udmærket sig med tre målgivende afleveringer.