Video : Tipsbladet
Superliga

Transferplanen: Ni spillere med udløb sætter sit præg i SønderjyskE

Skal der købes spillere, og skal der sælges? Tipsbladet.dk analyserer løbende frem mod vinduets lukning de 14 Superliga-klubbers transferplaner. Her sættes fokus på SønderjyskE.

SønderjyskE skruede op for dampen i sommerens transfervindue, men det har foreløbig ikke været en sæson efter cheftræner Glen Riddersholms hoved. Haderslev-klubben overvintrer på en lunken 11. plads, og det skal naturligvis forbedres i den kommende halvsæson - med afsæt i et vellykket transfervindue.

Vi sætter fokus på alle 14 Superliga-holds transferbehov – denne gang er der fokus på SønderjyskE.

Vinterens tilgange:
Sanad Jarovic (Zlate Moravce, lejeaftale udløbet)
Rasmus Vinderslev (Vendsyssel FF, lejeaftale udløbet)
Pierre Kanstrup (Vålerenga)

Vinterens afgange:
Marco Rojas (kontraktudløb)
Danny Amankwaa (kontraktudløb)
Frederik Schram (Lyngby Boldklub)
Teit Jacobsen (kontrakt ophævet)
Justin Plautz (VfB Oldenburg, lejeaftale)

Kommende kontraktudløb:
Søren Frederiksen, 30. juni 2020
Sebastian Mielitz, 30. juni 2020
Kees Luijckx, 30. juni 2020
Joao Pereira, 30. juni 2020
Nicholas Marfelt, 30. juni 2020
Eggert Jonsson, 30. juni 2020
Johan Absalonsen, 30. juni 2020
Rilwan Hassan, 30. juni 2020
Artem Dovbyk 30. juni 2020 (lejeaftale udløber)

Her kan der sælges:
Alle er i princippet til salg i SønderjyskE, men spørgsmålet er, om klubben tør sælge én af de helt store profiler inden et meget skæbnesvangeret forår. Det er tvivlsomt. Og som spillerne præsterede i efteråret, er der ikke mange, der har solgt sig særlig godt.

Derfor er det nok i andet- og tredje led, man skal kigge på mulige afgange, og det er velkendt, at SønderjyskE meget gerne vil af med Joao Pereira. Med ni spillere med kontraktudløb efter denne sæsson - herunder lejesvenden Artem Dovbyk - kan der komme mange henvendelser, klubben skal tage stilling til. Tyskeren Justin Plautz er allerede sendt på leje i Oldenburg i hjemlandet.

Det står allerede klart, at Mart Lieder rykker til OB efter denne sæson, og det er set før, at to klubber i den situation aftaler en øjeblikkelig transfer, men ifølge SønderjyskE er det ikke en mulighed i dette tilfælde.

Her kan der købes:
SønderjyskE skal på jagt efter en ny angriber, der kan afløse Mart Lieder, og umiddelbart ligner det et sommer-projekt. Men falder sønderjyderne over den helt rigtige spiller, slår de selvfølgelig til omgående.

Der plejer at ske ting og sager i SønderjyskE i løbet af et transfervindue, men der skal formentlig tyndes ud i truppen, før der kommer nye ind. SønderjyskE har den rutinerede franske venstre back Franck Tabanou til prøvetræning, og han kan blive en spændende tilgang, hvis han kan overbevise om, at han kan genfinde sit tidligere niveau. Tabanou har spillet over 200 Ligue 1-kampe. 

Citatet
Sportschef Hans Jørgen Haysen til tipsbladet.dk:
- Antalmæssigt er vi nogenlunde det samme, så hvis der skal ske noget, er det først og fremmest, at vi skal have tyndet lidt ud i truppen. Vi har nogle af de yderste mandater, som måske vil have godt af at komme videre til en klub med bedre udsigt til spilletid. Hvis vi lykkes med det, kan det åbne for, at vi også foretager os noget den anden vej.

Nøglepersoner:
Hans Jørgen Haysen, sportschef
Glen Riddersholm, cheftræner

Læs også:Transferplanen: Et vognlæs Bundu-millioner kan ændre AGF's planer

Læs også:Transferplanen: Alle øjne på én mand i Randers FC

Læs også:Transferplanen: OB fortsætter festfyrværkeriet

Læs også:William Kvists frygt: Til sidst vil dansk fodbold blive ligegyldig

Læs også:Avis: Johan Larsson kan flytte hjem til Sverige