Video : Tipsbladet
Superliga

Transferplanen: AGF handler kun, hvis "PC" får en appelsin i turbanen

Skal der købes spillere, og skal der sælges? Tipsbladet.dk analyserer løbende frem mod vinduets lukning de 14 Superliga-klubbers transferplaner. Her sættes fokus på AGF.

Baseret udelukkende på AGF’s præstationer målt op mod klubbens målsætning om en plads i top 6 kunne man godt konkludere, at der er plads til et kvalitetsløft i førsteholdstruppen. For AGF ligger nummer 11, men klubben kommer ikke til at revolutionere spillersiden i januar.

I stedet sætter den sportslige ledelse sin tillid til, at den trup, som daværende cheftræner Glen Riddersholm i sommer kaldte den bedste i sin tid i klubben, kan levere de ønskede forbedringer.

Vi sætter fokus på alle 14 Superliga-holds transferbehov - denne gang er der fokus på AGF.

Vinterens tilgange:
Björn Daniel Sverrisson (Vejle Boldklub, retur fra leje)

Vinterens afgange:
Michael Zacho (Brabrand IF, lejeaftale)

Kommende kontraktudløb:
Steffen Rasmussen (sommer)
Mikkel Rask (sommer)
Alexander Juel Andersen (sommer)
Daniel A. Pedersen (sommer)
Michael Zacho (sommer)

Her kan der sælges i transfervinduet:
Der er ikke mange oplagte i AGF, og det er der naturligvis en grund til. For holdet som helhed har skuffet, og det samme har flere af de spillere, som skulle bære det. Og når man både kollektivt og individuelt ikke leverer varen, bliver man sjældent en særlig attraktiv salgsvare selv.

I sommer meldte Ekstra Bladet om interesse for Dino Mikanovic fra hjemlandet, Kroatien, og det er ikke utænkeligt, at den stadig er der, selv om backen med et par udvisninger ikke har vist sig fra sin bedste side i efteråret.

Mikanovic’ gode ven målmand Aleksandar Jovanovic kunne også være et bud, da han er landsholdsspiller for VM-nationen Serbien, men dels vil et muligt skifte være risikabelt frem mod netop VM, dels har rygterne om en transfer ligget stille i en rum tid.

Det ligner med andre ord et transfervindue med begrænset aarhusiansk aktivitet, med mindre der falder en appelsin ned i sportschef Peter Christiansens turban.

Her kan der købes:
Som Peter Christiansen også giver udtryk for længere nede, kommer AGF næppe til at købe ret meget. Og det gælder nok især, hvis vi regner det at købe for tilfælde, hvor klubben giver en transfersum. For ”PC” har ligesom i sin Randers FC-tid prioriteret spillere med lav eller ingen transfersum og dermed holdt flere kroner fri til at betale forventede profiler en konkurrencedygtig løn.

AGF havde Superligaens fjerdehøjeste sportslige budget i efteråret, og der er næppe så meget luft i det, at Christiansen kan tage sine store spenderbukser på. Et sted, hvor der måske kan ske noget, er dog på højre back. Hollandske Ruben Ligeon var i december til prøvetræning i klubben, og han skal efter planen tilbage i løbet af januar, hvor han også spiller nogle træningskampe.

AGF har både Dino Mikanovic, Alexander Juel Andersen og Jens Stage, der kan spille samme position, men for de to sidstnævnte gælder, at de i lige så høj grad begår sig andre steder på banen. Desuden har Juel Andersen kun fået 14 Superliga-minutter i efteråret på grund af skadesproblemer. Han har kontraktudløb til sommer.

Nøglepersoner:
David Nielsen, cheftræner
Peter Christiansen, sportschef
Jacob Nielsen, administrerende direktør


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.