Video : Tipsbladet
Superliga

Transferplanen: Lyseblå kæmpetrup skal barberes ned

Skal der købes spillere, og skal der sælges? Transfervinduet åbner meget snart, og tipsbladet.dk analyserer løbende frem mod vinduets lukning de 14 Superliga-klubbers transferplaner. Her sættes fokus på SønderjyskE.

SønderjyskE har været med i toppen af dansk fodbold de seneste par sæsoner, men de lyseblå hænger en smule inden foråret. Haderslev-klubben overvintrer som nummer ni, og selv om holdet ingenlunde er afskrevet i forhold til top seks, trækker det i højere grad op til, at den står på nedrykningsspil.

Inden vi kommer så langt er der et transfervindue, sønderjyderne skal forholde sig til, og det kan meget vel blive et travlt et af slagsen for SønderjyskE.

Vi sætter fokus på alle 14 Superliga-holds transferbehov - denne gang er der fokus på SønderjyskE.

Vinterens tilgange:
Søren Frederiksen (Viborg FF)
Silas Songani (Elverum, retur fra leje)
Simon Kroon (FC Midtjylland, lejeaftale)

Vinterens afgange:
Patrick Born (kontrakten ophævet)
Troels Kløve (OB)

Her kan der sælges:
Det er aldrig skidt at have en bred trup, men SønderjyskE's trup er aktuel for bred, og det skal der gøres noget ved. En lille håndfuld spillere er for langt fra holdet, og de kan finde ny arbejdsgiver i transfervinduet.

Det gælder blandt andre Marko Mitrovic, der længe har været på affyringsrampen i SønderjyskE. Det tidligere Chelsea-talent passer ikke ind i spillestilen og sidder oftest på bænken, men han hæver en stor løn, og de penge vil klubben gerne spare. SønderjyskE går efter et salg af Mitrovic, men er formentlig bevidste om, at de ikke kommer til at score kassen.

Hvem der ellers kan være på vippen i SønderjyskE står hen i det uvisse, men spillere som Mikkel Hedegaard og Casper Olesen er næppe helt dårlige bud.

SønderjyskE får tilgang af Søren Frederiksen, og i pressemeddelelsen fra klubben lød det, at han var hentet ind til midtbanen, selv om Frederiksen nærmest kan spille samtlige pladser på banen. Med det in mente er det næppe utvivlsomt, at en af de nuværende midtbanespillere kommer i overskud efter Søren Frederiksens entre. 

Sønderjyderne har desuden solgt Mikael Uhre til Brøndby IF fra sommer, og på lige fod med Troels Kløve, der skiftede til OB før tid, kan der her spekuleres i, om de blå-gule vil forsøge at hente angriberen allerede nu. Umiddelbart kommer det dog ikke til at ske. Haderslev-klubben har gjort det meget klart, at Uhre skal gøre sæsonen færdig i lyseblåt.

Bliv i øvrigt ikke overrasket, hvis SønderjyskE udlejer et par unge spillere i januar.

Her kan der købes:
Bredden i truppen er på plads, så hvis SønderjyskE skal svinge dankortet, skal det være for at få fingrene i en spiller, der kan gå direkte ind og forstærke holdet. Det kan i udgangspunktet være på alle positioner - undtagen målmandsposten. Simon Kroon ligner i den forbindelse en rigtig fin transfer for sønderjyderne. 

Hvis SønderjyskE får held med at afskibe Marko Mitrovic, og med tanke på Mikael Uhres fremtidige skifte til Brøndby, vil en ny angriber sandsynligvis være højt på sportschef Hans Jørgen Haysens blok i januar. At det først bliver effektueret til sommer, er dog langt fra utænkeligt.

Nøglepersoner:

Claus Nørgaard, cheftræner
Hans Jørgen Haysen, sportschef 
Henrik Hansen, assistenttræner


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.