Video : Tipsbladet
Superliga

Transferplanen: Historisk vindue venter i Vendsyssel

Skal der købes spillere, og skal der sælges? Tipsbladet.dk analyserer løbende frem mod vinduets lukning de 14 Superliga-klubbers transferplaner. Her sættes fokus på Vendsyssel FF.

Vendsyssel-formand Jacob Andersen har allerede kaldt vinterens transfervindue for det vigtigste i klubbens historie, og det hjalp formentlig derfor slet ikke på forberedelserne, at manden, der var tiltænkt at føre Superliga-oprykkerne igennem det, afleverede sin opsigelse 49 dage efter sin ansættelse.

Glen Riddersholm sagde simpelthen op som sportsdirektør for at blive cheftræner i SønderjyskE, og Vendsyssel har derfor ikke kun været på jagt efter spillere. En ny sportsdirektør har også været på dagsordenen, og ham har de også fået i form af Ole Nielsen, der er trådt ind midt i et transfervindue, hvor oprykkerne skal forberede sig på en hård kamp om overlevelse i landets bedste række. 

Vi sætter fokus på alle 14 Superliga-holds transferbehov - denne gang er der fokus på Vendsyssel FF.

Vinterens tilgange:
Francisco Junior (Strømsgodset)
Mads Roerslev (FC København, lejeaftale)
Dylan McGowan (fri transfer)

Vinterens afgange:
Brandao (kontraktudløb)
Kasper Povlsen (karrierestop)
Lucas From (Middelfart)
Benjamin Lund (Thisted FC, lejeaftale)
Myroslav Slavov (kontrakt ophævet)

Kommende kontraktudløb:
Moses Opondo (sommer 2019)
Jeppe Illum (sommer 2019)
Ninos Gouriye (sommer 2019)
Lucas Jensen (sommer 2019)
Jon Dagur Thorsteinsson (sommer 2019, lejeaftale udløber)

Her kan der sælges:
Mens det sagtens kan tænkes, at Vendsyssel vil gå ud og forstærke truppen i dette transfervindue, er det sværere at forestille sig, hvem der kunne komme ud den anden vej. Vendsyssel er ved at forberede sig til en drabelig nedrykningskamp i foråret, og det er svært at forestille sig, at man på nuværende tidspunkt vil gå ud og trimme truppen til. Skal man nævne nogle salgsemner kunne det dog være spillere som Jeppe Illum og den tidligere Thisted-anfører Allan Høvenhoff, der ikke har været meget i aktion i efteråret. 

Illum har kun fået tre Superliga-optrædener i dette efterår, og de har alle tre været som indskifter. Med tanke på at han også har kontraktudløb til sommer, er det derfor heller ikke utænkeligt, at Vendsyssel vil være villige til at lade angriberen gå allerede nu, hvis et tilbud tikker ind. Høvenhoff kom til i sommer fra Thisted, men har endnu ikke fået ét eneste minut i Superligaen. Den 28-årige midtbanespiller har dog aldrig været en del af et fuldtidssetup før, som om det er fordi, han stadig skal vænne sig til træningsmængden eller fordi han simpelthen bare ikke er god nok, må forblive usagt.

Her kan der købes:
Formand Jacob Andersen har gjort det klart, at klubben har en plan klar for transfervinduet på trods af Riddersholms dramatiske exit, og det tyder oprykkernes ageren i starten af måneden da også på. Riddersholm nåede at hente Francisco Junior til fra Strømgodset og siden er forsvaret også blevet forstærket - først med Mads Roerslev på en lejeaftale og senest med midstopperen Dylan McGowan.

Det tyder derfor på, at det primært er offensiven, som nordjyderne mangler at forstærke. Brandao er smuttet på en fri transfer, men brasilianerens agent har fortalt, at han både er i forhandlinger med Vendsyssel og en brasiliansk klub om sin fremtid. Det er derfor slet ikke utænkeligt, at han ender med at blive i det nordjyske. I slutningen af december blev Vendsyssel også kædet sammen med den tidligere Malmö-profil Agon Mehmeti. Angriberen er i øjeblikket klubløs. 

Citatet:
Cheftræner Jens Berthel Askou den 20. januar til Nordjyske:
- Der er nogle helt nye spillere i truppen, og det kan også være, der kommer et par nye undervejs,

Nøglepersoner:
Jens Berthel Askou, cheftræner
Mike Tullberg, assistenttræner
Ole Nielsen, sportsdirektør
Jacob Andersen, formand