Video : Tipsbladet
Superliga

Transferplanen: Lyngbys kamp for at holde på Brøndby-spiller

Skal der købes spillere, og skal der sælges? Tipsbladet.dk analyserer løbende frem mod vinduets lukning de 14 Superliga-klubbers transferplaner. Her sættes fokus på Lyngby BK.

Oprykkerne fra Lyngby har overrasket positivt og ligger inden forårets sidste seks runder á point med AaB på 6. pladsen og er dermed helt inde i jagten på den en plads i medaljeslutspillet.  

Vi sætter fokus på alle 14 Superliga-holds transferbehov – denne gang er der fokus på Lyngby BK.

Vinterens tilgange:
Oskar Snorre (FK Haugesund, lejeaftale udløber)
Pascal Gregor (FC Helsingør)
Mathias Hebo Rasmussen (Vejle Boldklub)
Magnus Warming (Brøndby IF)
Frederik Schram (SønderjyskE)

Vinterens afgange:
Marcus Backmann (Nykøbing FC)
Adnan Mohammad (kontrakt ophævet)
Emilio Simonsen (Nykøbing FC, lejeaftale)

Læs også:Lyngby-målmand vender skadet hjem fra lejeophold

Kommende kontraktudløb:
Thomas Mikkelsen, 30. juni 2020
Lasse Nielsen, 30. juni 2020
Rezan Corlu, lejeaftale ophører 30. juni 2020
Martin Ørnskov, 30. juni 2020
Jesper Christjansen, 30. juni 2020
Lasse Fosgaard, 30. juni 2020
Frederik Gytkjær, 30. juni 2020

Her kan der sælges:
Det er næppe givet, at Lyngby BK bevæger sig ud i deciderede salg i januars transfervindue. Der venter et uhyre spændende forår, hvor den helt store succes vil være at klemme sig ind i top 6-varmen, så al spekulation om klubstatus i næste sæson er på plads, og at der på samme tid er sikret en fordelagtig indtjening i medaljespillet. 

Værd at bemærke i sammenhængen er dog, at en række ganske vigtige spillere står med kontraktudløb til sommer, hvilket kan sætte skub i tingene, da de alle i princippet er fri til at forhandle kontrakt med andre klubber - med undtagelse af Rezan Corlu, der har sin fremtid på plads i Brøndby.  

Klubbens største salg-potentiale ligger dog i den unge, talentfulde forsvarsspiller Frederik Winther, der allerede i sommer tiltrak sig opmærksomhed fra danske og udenlandske klubber. Winther spillede fast gennem hele efteråret og er uden tvivl en vigtig brik i forårssæsonen.

Læs også:Succesfuld Lyngby-lejesvend slår fast: Jeg vil hjem til Brøndby

Her kan der købes:
Der bliver trukket i Rezan Corlu fra flere sider. Han blev i sommer lejet i Brøndby for hele sæsonen med en option på at hente ham permanent. Siden har Corlu vist sig som en aldeles vigtig brik i Lyngbys glimrende første halve sæson, hvor han som en af de bærende kræfter blandt andet har bidraget med fire scoringer og seks assists. Lyngby vil gerne hente Corlu permanent, men før jul forlængede Brøndby hans kontrakt og vil gerne have spilleren tilbage med det samme.

Selv lægger Corlu ikke skjul på, at han ønsker at vende tilbage til Brøndby - og gerne til forårs-sæsonen. Det stiller Lyngby i et dilemma. For købet af Corlu ser ganske urealistisk ud, og ender det med, at man må lade ham rykke tilbage til Brøndby allerede nu, vil det være et slag, der kan mærkes på holdet, der inden grundspillets afgørende runder. 

Indtil videre er signalet dog, at man ikke ønsker at slippe Brøndby-spilleren før tid. 

Med både tilgangene Pascal Gregor, Mathias Hebo og Magnus Warming virker Lyngby styrket i alle kæder. Og så er Frederik Schram hentet på en permanent kontrakt i forhold til den lejekontrakt, der udløb ved årsskiftet. Dermed er der også styr på målmands-situationen.

Hvis Rezan Corlu alligevel ender med at rykke til Brøndby, kan det sende Lyngby på yderligere transferarbejde i forhold til den spændende forårs-sæson. 

Citatet:
Cheftræner Christian Nielsen:
- Det er vigtigt for os at have konkurrence på alle positioner, så holdet ikke er sårbart ved skader og evt. formdyk, hvor vi får brug for alle spillere i et spændende forår.

Nøglepersoner:
Andreas Byder, adm direktør
Birger Jørgensen, sportschef
Christian Nielsen, cheftræner
Mikkel Beckmann, assisterende træner

Læs også:Transferplanen: Alle øjne på én mand i Randers FC

Læs også:Transferplanen: OB fortsætter festfyrværkeriet

Læs også:Overblik: Superligaens vintertransfers 2020

Læs også:Vinterpause i Superligaen: Sådan gør din klub