Video : Tipsbladet
Superliga

Transferplanen: SIF-farvel til Robert Skov - farvel til Gammelby?

Skal der købes spillere, og skal der sælges? Tipsbladet.dk analyserer løbende frem mod vinduets lukning de 14 Superliga-klubbers transferplaner. Her sættes fokus på Silkeborg IF.

Silkeborg IF har i denne sæson indviet et spritnyt stadion, og så sluttede Peter Sørensens mandskab efteråret med en udesejr - sæsonens første sejr på fremmet græs.

Dermed går klubben ind til foråret med en god fornemmelse i kroppen og en tiendeplads i bagagen. Holdet står noteret for 20 point - seks ned til Randers, der ligger sidst, og seks point til FC København, der ligger nummer seks.

Vi sætter fokus på alle 14 Superliga-holds transferbehov - denne gang er der fokus på Silkeborg IF.

Vinterens tilgange:
Ingen

Vinterens afgange:
Robert Skov (FC København)

Kommende kontraktudløb:
Thomas Nørgaard (sommer)
Tobias Salquist (sommer)
Gregor Sikosek, lejeaftale (sommer)
Dennis Flinta (sommer)
Gustaf Nilsson, lejeaftale (sommer)

Her kan der sælges i transfervinduet:
SIlkeborg IF har mistet sin største offensive profil i Robert Skov, der for 7,5 millioner kroner har forladt Søhøjlandet og taget til København, hvor han i FCK skal forsøge at løfte sit niveau yderligere. Også legekammeraten i højre side, Jens Martin Gammelby, har spillet på et meget højt niveau, og han meldes også på blokken i FCK.

SIF har mistet en stort aktiv i Robert Skov, og spørgsmålet er om manager Peter Sørensen kan tåle at miste endnu et. Det er nok tvivlsomt, hvis SIF også skal stå i en god position i forhold til at blive i Superligaen. Gammelby kunne derudover også være et emne i FC Midtjylland, som har solgt Rasmus Nissen til Ajax. Formentlig vil SIF stå på, at et salg først skal være fra sommeren 2018, for så kan man i det mindste have aktivet Gammelby i truppen resten af denne sæson.

På den centrale midtbane er der både Sammy Skytte og Ibrahim Moro som salgsemner. For førstnævnte er det nok for tidligt med et stort salg, for han mangler stadig at spille på et kontinuerligt højt niveau i en periode uden skader, mens sidstnævnte nok er det bedste bud på endnu et salg denne vinter. Moro spiller en position, hvor SIF er forholdsvis godt besat med Casper Sloth, Mikkel Vendelbo og Mads Emil Madsen som emner til at tage over.

På den offensive del af banen har Davit Skhirtladze også spillet godt og gjort det så godt, at der kan være lidt større klubber, der har interesse i at tilknytte georgieren.

Umiddelbart er forventningen, at der maksimalt bliver solgt en enkelt profil - det skulle i så fald være Robert Skov - da truppen i forvejen ikke er den bredeste. I stedet ligner det flere sommersalg.

Her kan der købes:
Farvel til Robert Skov betyder, at Silkeborg IF nu leder efter en erstatning, men over for Midtjyllands Avis gør Peter Sørensen det klart, at han ikke føler sig overbevist om, at klubben er i stand til at finde noget, der er bedre end det, man allerede har.

Dermed tegner det til, at klubben skal løse Robert Skov-salget med en spiller fra klubbens eget akademi. Magnus Mattsson og Jeppe Okkels er spillere, der kan se frem til mere spilletid, måske kan Stephan Petersen det nu også.

Spørgsmålet er, om SIF derudover er ude efter så meget nyt, idet klubben allerede har pæn gardering på de fleste pladser, har forlænget aftalen med Mate Vatsadze og får sommerindkøbet i angrebet "Alex" tilbage fra en korsbåndsskade.

Et tema kan være i det centrale forsvar, hvor anfører Dennis Flinta sad ude den sidste del af efteråret med en skade i maveregionen, så Simon Skou Jakobsen spillede sammen med Tobias Salquist og med Jeppe Spliid Gertsen som garderingen.

Umiddelbart skal man nok ikke forvente meget aktivitet på tilgangssiden - måske en offensiv spiller, hvis det lykkes at finde en spiller, der har kvalitet nok til at bidrage fra dag et.

Nøglepersoner:
Peter Sørensen, manager
Jesper Stüker, udviklingschef
Kent Madsen, administrerende direktør
Henrik Lyhne, bestyrelsesformand


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.