Video : Tipsbladet
Superliga

Transferplanen: Sælger Vejle målfarlig gambier?

Skal der købes spillere, og skal der sælges? Tipsbladet.dk analyserer løbende frem mod vinduets lukning de 14 Superliga-klubbers transferplaner. Her sættes fokus på Vejle Boldklub.

Der er masser af spørgsmålstegn omkring Vejle Boldklub, der før foråret i Superligaen ligger næstsidst i dansk fodbolds bedste række.

Klubben har samme pointantal som Hobro, der ligger sidst, og dermed bliver det en vigtig måned for Vejle, der i januar gerne skal have nogle forstærkninger til klubben. 

Vi sætter fokus på alle 14 Superliga-holds transferbehov - denne gang er der fokus på Vejle Boldklub.

Vinterens tilgange:
Kjartan Finnbogason (Ferencvaros)
Mathias Hebo Rasmussen (Lyngby Boldklub)
Branko Ilic (NK Olimpija Ljubljana)
Serhii Hryn (Shakhtar Donetsk)
Malte Amundsen (Rosenborg BK)
Jonas Andersen (Kolding IF, lejeaftale udløber)
Bubacarr Trawally (Guizhou Hengfeng, lejeaftale udløbet)

Vinterens afgange:
Dino Hodzic (kontraktudløb)
Felix Örn Fridriksson (ÍBV Vestmannaeyjar, lejeaftale udløbet)
Nathan Oduwa (kontrakt ophævet)
Lucas From (Middelfart, lejeaftale)
Agon Mucolli (kontrakt ophævet)
Nikolaj Lebæk (kontrakt ophævet)

Kommende kontraktudløb:
Thomas Hagelskjær (30. juni 2019)
Branko Ilic (30. juni 2019)
Viljormur Davidsen (30. juni 2019)
Ibrahim Fard (30. juni 2019, lejeaftale)
Ylber Ramadani (30. juni 2019)
Jacob Schoop (30. juni 2019)
Jonas Andersen (30. juni 2019)
Mads Lauritsen (31. december 2019)

Her kan der sælges:
Selv om han officielt er på kontrakt i Vejle Boldklub og har en lejeaftale, der er udløbet, kommer Bubacarr Trawally med al sandsynlighed ikke til at spille for Superliga-klubben. Teknisk direktør Jacob Krüger har over for tipsbladet.dk bekrætet, at angriberen fra Gambia ikke ser ud til at vende tilbage til Vejle, der officielt købte ham for et år siden for at udleje ham med det samme. Der kan vente et stort salg.

Allan Sousa kan være en spiller, der kan komme et bud på. Angriberen har gjort det fornuftigt, og der har været lidt løse rygter om et salg. Ikke umiddelbart noget, der for alvor har ben at gå på.

Derudover kan det blive til en trimning af truppen i Vejle, hvor nogle af de yderste spillere i truppen kan blive sendt på græs andre steder. De to kinesere Qingshen Zeng og Yu Wei kan meget vel være fortid i Vejle, når transfervinduet lukker. Deres situation er uafklaret.

Og så er det spørgsmålet, om indkøbet af Mathias Hebo Rasmussen betyder, at der bliver luget ud på den centrale midtbane, hvor der efterhånden er mange spillere. I hvert fald har Sean Murray fået lov til at kigge sig om efter en anden arbejdsgiver.

Her kan der købes:
Klubben er gået ind i dette transfervindue med en idé om at "justere" i truppen - det vil altså sige, at der kan komme nye spillere til. I forsvaret har klubben forstærket sig med Malte Amundsen, så der er god kvalitet på backs nu, og i midterforsvaret har man hentet den 35-årige Branko Ilic, så også her ser det godt ud for VB.

På målmandsposten leder Vejle stadig efter noget - klubben er angiveligt gået glip af en målmand fra Fiorentina. Det ligner dog også den eneste position, hvor klubben mangler, efter oprykkerne fik fat i den rutinerede angriber Kjartan Finnbogason, der har en fortid hos naboerne fra AC Horsens.

Citatet:
Teknisk chef Jacob Krüger til tipsbladet.dk i starten af januar:
- Jeg ved ikke i antal, hvor meget vi skal lave, men vi har lavet en grundig analyse i efteråret sammen med vores træner, ejere og bestyrelse, og så har vi lavet en plan for de ting, vi gerne vil prøve at justere på i januar. Det kan være ting i forhold til truppen nu og nye spillere. Den plan kommer vi til at køre efter.

Nøglepersoner:
Adolfo Sormani, træner
Jacob Krüger, teknisk chef
Lucas Chang, ejer
Andrew Zolotko, ejer