Travl transferdag i AC Horsens: Henter serbisk angriber
Foto: AC Horsens
Superliga

Travl transferdag i AC Horsens: Henter serbisk angriber

AC Horsens forstærker offensiven med 25-årig serber.

Der er gang i svingdøren i AC Horsens denne onsdag.

Først sagde Superliga-klubben farvel til anfører Sivert Heltne Nilsen for at afløse ham med Alexander Ludwig et par timer senere, og nu er der mere nyt på transferfronten fra Bo Henriksen og co.

AC Horsens har således hentet den serbiske angriber Uros Nenadovic, der kommer på en fri transfer efter senest at have tørnet ud for Alashkert i Armenien. 

- Han er en ukendt spiller i dansk fodbold, men han har lige spillet Europa League og gjort en god figur mod Steaua Bukarest, og han er en spændende spiller, der kan spille de tre offensive positioner, hvor vi har brug for øget konkurrence. Vi har en fin startopstilling, men vi har brug for spillere, der kan presse sig på, og det har vi en forventning om, at Nenadović kan. Vi har fået rigtig gode referencer på ham, og han er en teknisk dygtig og hurtig spiller, der arbejder hårdt i holdets tjeneste, fortæller Bo Henriksen.

Uros Nenadovic ser frem til at tørne ud for AC Horsens.

- Jeg har fået et rigtig godt indtryk af AC Horsens, hvor spillerne og trænerne har taget godt imod mig, og faciliteterne er fantastiske. Jeg er en hurtig spiller, der har det bedst på kanten eller i angrebet, og jeg vil gøre alt for at hjælpe holdet med assists og mål, siger den 25-årige angriber.

Uros Nenadovic har underskrevet en et-årig aftale med AC Horsens.