Video : Tipsbladet
Superliga

Tre spillere er væk: Bo Henriksen er på akut jagt efter ny stopper

Bo Henriksen ærgrer sig over, at han skal sammensætte et helt nyt midterforsvar til den kommende sæson, men den økonomiske gevinst glæder træneren.

Tidligere på ugen blev Mads Juel Andersen solgt til engelske Barnsley for et beløb i omegnen af syv millioner kroner, og de penge luner gevaldigt på bankbogen hos AC Horsens. Men nogle af pengene kommer formentlig til at blive brugt inden længe.

AC Horsens har nemlig også sagt farvel til Søren Reese og Mathias Nielsen, som i den forgangne sæson spillede i midterforsvaret ved siden af Mads Juel Andersen, og selvom der er hentet et par nye spillere ind til positionen, er det ikke nok.

Bo Henriksen er gået på jagt efter en ny midterforsvarer, og AC Horsens-træneren har en anelse travlt, for Superliga-sæsonen starter snart.

- Arbejdet på at sælge Mads Juel Andersen har stået på i lang tid, og derfor er glæden over, at det lykkedes ekstra stor. Det betyder så til gengæld, at vi igen ikke får et roligt transfervindue. Vi har ikke kunnet agere, før handlen faldt på plads, siger Bo Henriksen til Horsens Folkeblad.

I øjeblikket er Peter Therkildsen og Malte Kiilerich de eneste reelle midterforsvarere i førsteholdstruppen.