Mads Thychosen troede, han skulle spille i Horsens: Nu spiller han topkamp
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Mads Thychosen troede, han skulle spille i Horsens: Nu spiller han topkamp

Den danske højre back Mads Døhr Thychosen var i efteråret udlejet til AC Horsens, og det var sådan set også planen, at han skulle spille der i dette forår. Men så blev Rasmus Nissen solgt, og chancen har Thychosen grebet. Nu står han i en topkamp torsdag aften.

Nogle gange går det ikke helt, som man forventer, men det er slet ikke altid, at det er en dårlig ting. Det kan den danske højre back Mads Døhr Thychosen fra FC Midtjylland skrive under på.

Den 20-årige Vejle-dreng var i efteråret udlejet til AC Horsens, og det hele var sådan set på plads i forhold til at fortsætte hos klubben i foråret. Og Thychosen gjorde også opmærksom på, at han skulle til Horsens for at spille i foråret.

Men det skete ikke. Formentlig har FCM ventet med at sætte den sidste signatur på et stykke papir, fordi klubben var bevidst om, at FC Midtjyllands Rasmus Nissen Kristensen var et varmt emne i Ajax og også endte med at skifte til den hollandske klub.

Og så var der en plads ledig på FCM-holdet, og den har Døhr Thychosen grebet. Nu står han torsdag aften i et stort guldbrag over for Brøndby IF foran mere end 11.000 tilskuere.

- Det glæder jeg mig virkelig meget til. Det er da klart federe at spille for 11.000 end 1.500, og jeg ser det kun som en ekstra energifaktor, at man kommer lidt mere op at køre. Jeg håber, vi som hold kan bruge det, siger Mads Døhr Thychosen til tipsbladet.dk om den forestående topkamp og forklarer:

- Først og fremmest var det fedt at være en del af Horsens og det, vi havde gang i. Jeg håber, de ender i top seks, og det siger jeg som Vejle-dreng. Det var nogle fantastiske gutter og et stærkt omklædningsrum.

- Men det er da klart, at der er noget specielt ved at gå fra at spille om top seks til at spille topkamp. Det er utrolig fedt, at jeg kan få lov til det i så tidlig en alder. Mange prøver det ikke.

At FC Midtjylland nu satser på Døhr Thychosen, er der ingen tvivl om. I januar forlængede han med klubben frem til sommeren 2023, og selv om klubben spiller om guldet i Superligaen, valgte den ikke at gå ud og købe en ny højre back, selv om der sikkert var både økonomi og mulighed for det med store salg af folk som Rasmus Nissen Kristensen og Alexander Sørloth.

- Jeg vidste godt lidt, at det kunne blive nu eller til sommer, at han (Rasmus Nissen, red.) blev solgt, men jeg vidste ikke, om det var mig eller (Alexander) Munksgaard, der skulle spille. Men jeg var ret sikker på, at de ikke ville hente en ny ind - det havde de hele tiden fortalt, så det var ligesom os to, der skulle kæmpe om pladsen, siger han.

Mads Døhr Thychosen har altså vundet pladsen indtil videre, men han er både ydmyg og arbejdsom i forhold til at sikre, at han også fremadrettet skal spille positionen for FC Midtjylland.

- Jeg spiller på et hold, der har bolden mere end i Horsens, og mine kvaliteter kommer nok lidt mere til udtryk, fordi jeg som back er klart bedst offensiv. Jeg har jo været offensivspiller hele min karriere og frem til i sommer. Men der er stadig en masse nye ting i forhold til vores system, jeg skal vænne mig til, og det, troede jeg, ville gå lidt hurtigere, end det gør, siger Mads Døhr Thychosen.

- Jeg kommer fra et system i Horsens, hvor man er meget defensiv som back, og hovedformålet er at forsvare. I Midtjylland er jeg presspiller og skal give slip og skubbe op, fordi vi har tre midterforsvarer og en anden back. Det skal jeg blive bedre til.

Med tanke på, at han kun har øvet at spille back siden i sommer, går det Mads Døhr Thychosen meget vel. Beslutning om at skifte position har tjent ham vel - nu er det topmøde mellem FC Midtjylland og Brøndby IF torsdag klokken 20.00, han skal deltage i, og den midtjyske selvsikkerhed er han også blevet ramt af - således er der intet med at underspille i forhold til ambitionerne for holdet denne sæson.

- Nu hvor holdet har gjort så godt i efteråret og er startet godt på foråret, synes jeg ikke, man kan tillade sig at sige andet, end at man spiller med om guldet. Det er vores store mål. Det er det, der er så fedt ved at spille i en klub som Midtjylland. Alle de andre vil elske at slå os, og det er med til at gøre os alle sammen bedre og skarpere til træning, siger han.

Mads Døhr Thychosen har indtil videre spillet fuld tid for FC Midtjylland i foråret. I tabellen fører FCM med tre point ned til Brøndby før kampen torsdag aften.