Troels Bech: Det vil være et scoop at hente Zorniger-favoritten Kaiser
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

Troels Bech: Det vil være et scoop at hente Zorniger-favoritten Kaiser

Alexander Zorniger har længe haft Dominik Kaiser som sin ønskespille, og den gode relation gør det interessant for sportsdirektør Troels Bech. Han vil dog først fortælle mere, hvis scoopet bliver realiseret.

- Jeg ville afgive to spillere, hvis jeg kunne få én Dominik Kaiser. Jeg forsøger hele tiden. Hidtil er jeg altid blevet afvist.

Alexander Zorniger har aldrig lagt skjul på, at Dominik Kaiser har en stor stjerne i trænerens bog, og vi skal kun halvanden uge tilbage for at finde det seneste eksempel på Brøndby IF og midtbanespillerens flirt. 

Sportsdirektør Troels Bech er ansvarlig for indkøb i klubben, og han er selvfølgelig godt klar over, at forholdet mellem Zorniger og Kaiser er godt. Han vil ikke ud med, om den transferfrie tysker ender på Vestegnen, men han lyder som en mand, der har tænkt sig at prøve.

- Der er ingen tvivl om, at der findes gode relationer dér, og hvis der er gode relationer, plejer det også at betyde, at der kan følge gode præstationer med, og det interesserer mig også. Hvorvidt sådan et scoop overhovedet kan lade sig gøre eller ej, det kommer vi først til at fortælle om, når vi har skrevet under - eller har skrevet under med en anden, siger Troels Bech.

Dominik Kaiser forlader denne sommer RB Leipzig efter seks år, men selv om det er en Bundesliga-anfører, der formentlig får en løn, han ikke behøver skamme sig over, kan Brøndby godt være med. 

- Med de fremskridt, vi har gjort så hurtigt, som vi har, og med den glade status at være gældfri, har vi givet os selv en økonomisk elastik, vi kan hive i, når vi synes det, indleder Troels Bech med vanlig sans for sproglige billeder.

- Den kan vi trække lidt til højre, lidt til venstre, lidt op og lidt ned. Om den skal rundt om hjørnet om Dominik Kaiser eller en anden for os relativt omkostningsrig spiller, bestemmer vi selv. Det er en mulighed, vi har givet os med gode sportslige resultater.

- Det er uden for vores økonomiske rækkevidde at have mange af sådan nogle spillere, men vi har nu muligheden for at vælge det, hvis vi synes, det bliver appetitligt at strække elastikken rundt om en af de større fisk i vandet.

Det var Alexander Zorniger, der hentede den nu 29-årige Dominik Kaiser til Leipzig tilbage i 2012, dengang holdet spillede i den fjerdebedste række i Tyskland. Siden har han taget turen med op til Bundesligaen, men har netop taget afsked med klubben.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.