Video : Tipsbladet
Superliga

Troels Bech: Moden beslutning af Svenn Crone

Den 23-årige forsvarsspiller roses for sin beslutning om at søge nye udfordringer. Backen skal fremover spille for Silkeborg IF.

Det er netop blevet officielt, at Brøndby-backen, Svenn Crone, fremover skal spille for Silkeborg IF.

Brøndby IF's sportsdirektør Troels Bech takker ham for sin indsats for Superliga-holdet og ønsker ham naturligvis held og lykke fremover. Oven i købet får forsvarsspilleren meget pæne ord med på vejen.

- Svenn er et eksempel, som mange talenter kan følge i Brøndby IF. Han er en spiller, der aldrig har været bange for at tage kampen op, og det har båret ham gennem Masterclass og op til Superliga-truppen. Og han skal også have en del af æren for, at Brøndby IF som klub og hold er løftet og nu står endnu stærkere end i mange år, siger Troels Bech til Brøndbys hjemmeside.

Alligevel ser direktøren skiftet som et naturligt led i Svenn Crones karriere.

- Men der er også blevet længere til spilletid for Svenn, og derfor er det naturligt, at han er kommet til en beslutning om at prøve kræfter med en ny klub og nogle nye rammer. Det er en moden beslutning, og vi ønsker Svenn alt det bedste i fremtiden, tilføjer han.

62 kampe blev det til for backen, der også er noteret for et enkelt mål i BIF-trøjen.