Tromsø-spiller leder efter ny klub: Kigger i Danmark
Alka Superliga
Superliga

Tromsø-spiller leder efter ny klub: Kigger i Danmark

Nordmanden Remi Johansen kan skifte til en dansk klub i vinterpausen efter et helt fodboldliv i Tromsø.

Den 25-årige nordmand Remi Johansen har tørnet ud for Tromsø hele sin karriere, men nu står deres bånd foran at skulle kappes. Midtbanespilleren sagde i sommer nej til en forlængelse af kontrakten, og ved årsskiftet udløber hans aftale med klubben.

En forlængelse med Tromsø er ikke helt afskrevet for Remi Johansens vedkommende, men hans agent er påbegyndt jagten på en ny klub. Og den jagt foregår især i Danmark.

- Vi ser på muligheder i Skandinavien, fortrinsvis Sverige og Danmark, siger Remi Johansens agent, Kent Karlsen, iTromsø.

Remi Johansen har i mange år været fast mand på den centrale midtbane i Tromsø, og i den forgangne sæson bidrog han med tre scoringer i Tippeligaen, hvor klubben lige akkurat reddede sig. I 2014, hvor Tromsø sikrede sig oprykning til Tippeligaen, var han en af klubbens bedste spillere og scorede fra sin plads på den centrale midtbane 11 mål i 25 kampe. I samme sæson endte den nuværende Hobro-spiller Pål Alexander Kirkevold i øvrigt som samlet topscorer.