Tromsø-træner vil skrive kontrakt med Oliver Kjærgaard
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Tromsø-træner vil skrive kontrakt med Oliver Kjærgaard

Tromsøs cheftræner anbefaler klubben at skrive kontrakt med danske Oliver Kjærgaard.

Den danske midtbanespiller Oliver Kjærgaard har den seneste uges tid trænet med i Tromsø, og søndag spillede han sin anden testkamp for klubben, da han var med i hele opgøret mod FC Rostov, som endte 2-2.

Den tidligere Lyngby-spiller, der har været anfører på det danske U19-landshold, spillede både på midtbanen og i angrebet mod FC Rostov, og Tromsø-træner Simo Valakari lægger ikke skjul på, at han gerne vil skrive kontrakt med danskeren.

- Det var en stærk kamp af Oliver, og alle kan se, at han er fodboldintelligent. I dag (i går, red.) spillede han to forskellige positioner, og han fandt hurtigt ud af, hvordan han skulle spille. Jeg er meget tilfreds med ham, siger Simo Valakari til klubbens hjemmeside og tilføjer:

- Nu skal vi finde ud af detaljerne mellem ham og klubben. Så må vi se, hvor han er. Men jeg vil have ham. Han vil være god for klubben, og det er en spiller, som kun bliver bedre. Og ikke mindst, så vil han gerne spille for Tromsø. Vi skal arbejde på det de kommende dage for at se, om vi kan få det på plads. 

19-årige Oliver Kjærgaard fastslog i fredags over for tipsbladet.dk, at han regner med at skrive kontrakt med den norske klub.

- Jeg vil sige, at der er en meget høj sandsynlighed for, at jeg skal spille for Tromsø. Jeg tager hjem på mandag, så der er i hvert fald styr på det inden da. Jeg har ikke fået noget konkret tilbud, men vi har snakket lidt om, hvordan kontrakten skal skrues sammen, så jeg tror, det nok skal falde på plads, sagde Kjærgaard til tipsbladet.dk.

Tromsø sluttede i sidste sæson som nummer 11 i Eliteserien.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.