Om tre uger rinder 2018 ud, og det samme gør Brandaos kontrakt med Vendsyssel FF. Brasilianeren kom til klubben fra HB Køge i januar 2016 og har undervejs været udlejet til Passo Fundo i hjemlandet, men i denne sæson har han spillet 15 Superliga-kampe for oprykkerne og scoret et enkelt mål i anden spillerunde mod Esbjerg fB.
Med kun få uger tilbage af kontrakten er der på papiret meget, der taler for, at Brandao snart er fortid i Vendsyssel FF, men klubben vil gerne beholde angriberen, og der arbejdes på højtryk for at finde en løsning.
- Vi er i dialog med Brandao om en forlængelse, og der er et konkret udspil til ham. Så må vi se, om vi kan blive enige, siger Glen Riddersholm, der er sportsdirektør i Vendsyssel FF, til tipsbladet.dk og tilføjer:
- Han er rigtig god for omklædningsrummet, han er multifunktionel, og hvis man ser på statsene, er han én af de mest sprintstærke spillere i ligaen, så det er en spiller, vi rigtig gerne vil arbejde videre med.
Vendsyssel FF er nummer 12 i Superligaen efter 19 spillerunder.