Video : Tipsbladet
Superliga

UEFA-millioner på vej til danske klubber - undtagen FC København

Der er penge på vej til alle klubberne i Danmarks tre bedste fodboldrækker - undtagen FC København.

Det er sådan med penge, at man næsten altid godt kunne bruge nogle flere af dem, og det gælder også rundt om i de danske klubber. I den forbindelse er der godt nyt her kort før jul.

Der er millioner på trapperne. 

Hvert år udbetaler UEFA såkaldte solidaritetspenge til alle lande i UEFA-regi, og beløbets størrelse afhænger blandt andet af, hvordan landene klarer sig i europæisk fodbold. Her har Danmark et altoverskyggende lokomotiv i form af FC København, så det er i allerhøjeste grad de danske mestre, der har tjent pengene hjem til gavn for dansk fodbold.

Alligevel får FC København som den eneste klub i landets tre bedste rækker ikke en bid af kagen.

Det skyldes, at FCK i sidste sæson var med i Europa League-gruppespillet og dermed har tjent en masse millioner på det eventyr. Derfor tilgodeses de ikke i denne henseende, da det skønnes at være mere solidarisk at give pengene til de klubber, der ikke har samme høje indtjening som FCK.

Læs også:Avis: Her er AaB's nye sportschef

Claus Thomsen, der er direktør i Divisionsforeningen, oplyser til tipsbladet.dk, at der er 15,3 millioner kroner på vej til de danske klubber. Pengene fordeles således, at klubberne i Superligaen får 5/8 af beløbet, NordicBet Liga-klubberne får 2/8, mens 2. divisionsklubberne får 1/8.

Det vil sige, at hver enkelt klub i Superligaen - undtagen FC København - får cirka 735.000 kroner, mens klubberne i NordicBet Ligaen scorer 318.750 kroner, og 2. divisionsklubberne får knap 80.000 hver.

Som udgangspunkt er alle pengene fra UEFA's side øremærket klubberne i landets bedste række, men Divisionsforeningen søger hvert år om dispensation til også at give en skilling til klubberne i NordicBet Ligaen og 2. division.

- Og den dispensation får vi uden problemer, fastslår Claus Thomsen.

For at få fingrene i solidaritetspengene fra UEFA skal hver klub have en virksomhedsplan for ungdomsafdelingen. Det er nemlig et krav fra UEFA, at solidaritetspengene går ubeskåret til talentudvikling eller tiltag i lokalområdet. Der er dog ikke noget krav om eksempelvis A, B eller C-licenser.

Læs også:NordicBet Liga-klub henter forsvarsspiller i Lyngby

Alle klubber i Danmark lever op til UEFA's krav

Lidt færre penge end sidste år
Selv om det er resultaterne fra sidste sæson, der er med til at fastsætte beløbets størrelse, er det vigtigt at understrege, at de danske klubber får udbetalt penge ud fra deres nuværende ligastatus. Det vil altså sige, at Silkeborg IF og Lyngby Boldklub får den store gevinst, mens nedrykkerne Vejle Boldklub og Vendsyssel FF må nøjes med 318.750.

Sammenlignet med 2018 er beløbet en smule lavere. Sidste år var det lige knap 17 millioner kroner, UEFA udbetalte til de danske klubber.

Claus Thomsen oplyser, at pengene først udbetales i det nye år. 

Læs også:Avis: Ajax og Leicester jagter stort Vejle-talent

Læs også:Medie: Sanneh vil væk fra tyrkisk mareridt - danske klubber interesserede?

Læs også:Udlejet Brøndby-back har fået permanent kontrakt i slovensk klub