Uffe Bech skadet igen: Efteråret er slut
Illustration
Superliga

Uffe Bech skadet igen: Efteråret er slut

FC Nordsjællands Uffe Bech kommer ikke til at spille mere i efteråret på grund af en skade i knæet.

Uffe Bech var lige vendt tilbage til banen efter godt et halvt års skadespause. Han kom ind mod både Randers og Brøndby før landskampspausen, men mod Brøndby fik en skade i det ene knæ, der nu holder ude resten af efterårssæsonen.

- Efter kampen mod Brøndby mærkede Uffe Bech ømhed i knæet, og efterfølgende undersøgelser viser desværre, at han ikke undgår en ny pause med behandling og genoptræning. Med kun halvanden måned igen må vi påregne, at Uffe ikke kommer til at spille flere kampe i efteråret, siger cheffysioterapeut i FC Nordsjælland Hans Ørting til klubbens hjemmeside.

Bechs skade er et stort slag for FC Nordsjælland, der ligger sidst i Superligaen og har uendelig svært ved at finde frem til det spil, der gav dem guld og sølv i de foregående to sæsoner. Og Uffe Bech selv er selvfølgelig også ked af, at han nu igen skal igennem mange sure måneder uden fodboldkampe.

- Jeg har glædet mig helt vanvittigt til at spille igen og er utroligt ked af, at jeg nu igen skal igennem endnu en pause. Det er lidt uoverskueligt lige nu, og jeg skal have lidt tid til at sluge den her, men jeg vil gøre alt for at komme tilbage for fuld kraft, siger Uffe Bech.

Mod AGF på fredag må FC Nordsjælland desuden undvære både forsvarskrumtap Michael Jakobsen og anfører Nicolai Stokholm. De er begge ude med karantæne.