Video : Tipsbladet
Superliga

Uforstående Randers-profil: Jeg har ikke skrevet under

Nicolai Poulsen kan ikke forstå rygterne om et AGF-skifte, da han ikke har skrevet under på nogen kontrakt.

Tidligere i dag meldte Randers FC ud, at de ikke har været i stand til at lande en forlængelse med den hidtidige kaptajn, Nicolai Poulsen. Derfra begyndte rygterne fluks om en afgang til AGF efter sæsonen, når hans kontrakt udløber.

Det kan hovedpersonen selv dog ikke forstå. Nicolai Poulsen forklarer nemlig, at han ikke har truffet en endegyldig beslutning om fremtiden.

- Sagen er, at jeg ikke har skrevet under på noget som helst, så jeg ved simpelthen ikke, hvor den er kommet fra. Det eneste, jeg kan fortælle med sikkerhed, er, at jeg ikke har skrevet under på noget, og så længe jeg ikke har det, kan alt ske. Jeg må indrømme, at jeg er lidt forundret over, hvor den kommer fra, siger Nicolai Poulsen til Randers Amtsavis.

Nicolai Poulsen forklarer endvidere, at han planlægger at spille sæsonen ud i Randers FC.

Ny anfører i Randers FC er Erik Marxen.