Video : Tipsbladet
Superliga

Ung angriber forlænger: At det lige sker i AGF kunne ikke være bedre

Alexander Ammitzbøll har skrevet nyt kontrakt med AGF til udgangen af 2021, og han er især tilfreds med, at han fortsætter hos klubben, som han kom til som 17-årig.

Det er Kasper Lunding, der har markeret sig tydeligst af AGF's unge spillere i 2019, men i hans skygge rykker Alexander Ammitzbøll på sig. Han har fået to indskiftninger og dermed tredoblet sin karrieretotal, og nu er der så endnu en god nyhed til angriberen.

Han og AGF har forlænget den kontrakt, der ellers stod til at løbe ud til sommer, så de nu har papir på hinanden til udgangen af 2021. Ammitzbøll kom i 2016 til AGF fra samarbejdsklubben FC Skanderborg, og han er svært tilfreds med, at han bliver, hvor han er.

- Det er stort for mig, og jeg er meget glad. AGF er en stor og god klub, hvor jeg er omgivet af dygtige medarbejdere og trænere, der kan hjælpe videre i min udvikling som fodboldspiller. Og jeg glæder mig over, at jeg nu får muligheden for at koncentre mig 100 procent om at spille fodbold. Det er drømmen hos alle fodboldspillere og selvfølgelig også hos mig, og at det lige sker i AGF kunne ikke være bedre, siger han til klubbens hjemmeside.

Fra den kommende sommer er 20-årige Alexander Ammitzbøll færdig med sin uddannelse og kan altså indgå i Superliga-truppen for fuld kraft. Sportschef Peter Christiansen glæder sig også over forlængelsen.

- Alexander er hurtig, stærk i kroppen og har et stort repertoire, når det gælder afslutninger. Hans spilforståelse er også fornuftig, så han har fine forudsætninger for at komme langt, men nu venter der naturligvis masser af hårdt arbejde forude for ham, siger han.

Alexander Ammitzbøll har i alt spillet tre Superliga-kampe for AGF.