Ung FCK-angriber kan få chancen: Handler om at gribe den
Foto: FCK
Superliga

Ung FCK-angriber kan få chancen: Handler om at gribe den

19-årige Yones Felfel er i den FCK-trup, der drager mod Slagelse mandag aften. Han kan få en chance på grund af de mange skader.

Mandag aften gæster FC København nedrykningstruede FC Vestsjælland, og det kan meget vel blive til spilletid for flere af FCK's unge spillere. Forklaringen er, at FC København er hårdt ramt af skader, hvor offensive profiler som Andreas Cornelius, Danny Amankwaa, Bashkim Kadrii og Youssef Toutouh alle sidder ude.

FCK møder også FC Vestsjælland i pokalfinalen torsdag, så det kan sagtens tænkes, at flere unge spillere får lidt tid på banen af Ståle Solbakken. Blandt dem er den 19-årige angriber Yones Felfel, der er i FCK-truppen og satser på at knokle, skulle spilletid komme.

- Det handler om at gribe chancen og se, hvad udfaldet bliver. Jeg har en positiv tilgang til det, og så må vi se, hvad der sker, siger den 19-årige FC København-angriber til metroxpress.

Felfel har kun været i aktion én gang i denne sæson. Det var i efteråret, hvor FC København mødte Greve i DBU Pokalen. Her scorede Felfel for FCK, der på torsdag spiller pokalfinale i Parken.