Video : Tipsbladet
Superliga

Uros Matic vender tilbage til FC København

Austria Wien har ikke gjort brug af klubbens købsoption på Uros Matic, der derfor vender retur til FC København.

FC København kan snart byde Uros Matic velkommen tilbage i folden.

De danske mestre valgte for et år siden at udleje midtbanespilleren til FK Austria Wien, og Matic har fået masser af spilletid i den forgangne sæson, men han har ikke præsteret i en sådan grad, at østrigerne har ønsket at købe ham fri af FC København.

FK Austria Wien oplyser på sin hjemmeside, at Uros Matic forlader klubben, når lejeaftalen formelt udløber. Serberen spillede 35 kampe for Austria Wien i løbet af sit lejeophold og scorede seks mål. Han og holdkammeraterne sluttede på femtepladsen.

Uros Matic kom til FC København i januar 2017 som den direkte afløser for Thomas Delaney, og midtbanespilleren fik en god start hos løverne, men gled stille og roligt ud i kulden. Matic har kontrakt med FCK frem til sommeren 2021, men man må gå ud fra, at løverne vil forsøge at afskibe ham i løbet af sommerens transfervindue.

29-årige Uros Matic er lillebror til Manchester United-stjernen Nemanja Matic.