Video : Tipsbladet
Superliga

Valgte eksotiske tilbud fra: Marxen så perspektiver i ny rolle

Den nyudnævnte Randers-kaptajn havde i sommeren 2018 mulighed for at skifte til eksotiske lande, men valgte imod det.

Erik Marxen blev i januar valgt til ny anfører i Randers FC, hvor han i sommeren 2018 forlængede sin kontrakt, selvom der var bud efter den 28-årige forsvarsspiller fra flere eksotiske adresser.

- Der var i hvert fald lidt løst snak om den næstbedste japanske række, noget portugisisk og noget polsk. Det var sådan noget med, at de lige skulle have solgt en, eller de overvejer to-tre andre muligheder, siger Marxen til podcasten Skipperligaen.

Den usikkerhed koblet med muligheden for en ny rolle i Randers’ midterforsvar gjorde, at Marxen valgte at forlænge med klubben. Han havde hidtil i karrieren spillet venstre back, men udsigten til at spille mere centralt gav ham mod på mere i det kronjyske.

- Jeg synes, det var super interessen at få lov til at give mig i kast med en ny position og få et helt nyt udviklingsområde. Jeg så potentiale i at være midterforsvarer og også i at tage større ansvar på holdet, fortsætter Randers-anføreren.

Tjansen som kaptajn overtog Marxen efter Nicolai Poulsen, som meldte ud, at han ikke har i sinde at forlænge sin kontrakt, som udløber til sommer.