VB-keeper skal til eksamen lige efter nedrykning: Går rundt som en zombie
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

VB-keeper skal til eksamen lige efter nedrykning: Går rundt som en zombie

På mandag skal Thomas Hagelskjær til eksamen, men lige nu føles det ligegyldigt. For selv om han endelig spillede fast førsteholdsfodbold i foråret, rykkede Vejle Boldklub ned, så nu er han bare tom indeni.

Thomas Hagelskjær undskylder for, at han først ringer tilbage nu. Underforsået at han ikke har haft overskuddet i de første par dage efter nedrykningen til at tale om det. Han har gået rundt i en verden af ærgrelse og smerte, men han har også haft travlt.

Denne somme bliver Hagelskjær efter planen bachelor i jura, og han har to eksamener i næste uge. Så mens holdkammeraterne holdt fri i mandag og tirsdag, brugte han et par dage på at forberede sig. I det omfang, han nu kunne fokusere på bøgerne.

På en ene side har det været svært, fordi hans klub lige er rykket ned. På den anden har det været godt at fylde hovedet med andet end tomhed.

- Det har været helt forfærdeligt. Man er tom indeni. Vi har brugt den sidste måned på at fokusere på de kampe, og de har fyldt meget inde i hovedet. Nu er det tomt, og det er tungt, siger Vejle-målmanden til tipsbladet.dk.

- Man går bare i en boble og ærgrer sig og er træt af det hele, så den vej rundt er det rart at have noget andet at tænke på. Omvendt har man svært ved at koncentrere sig om andet end fodbolden.

Ambivalente uger
Denne tid er fyldt med følelser i konflikt med hinanden for Thomas Hagelskjær:

Bøgerne er en kærkommen lejlighed til at flytte opmærksomhed væk fra nedrykningen, men samtidig gør tomheden det svært for ham at fokusere.

Han bliver bachelor på sit studie, men samtidig har han været med til at spille en klub i 1. division.

Og midt i den kollektive nedtur har Hagelskjær individuelt oplevet den bedste periode i sin karriere. For første gang har han været førstemålmand, og det kom endda efter karrierens største fejl: det mål, han kostede i Esbjerg, da Joni Kauko stjal bolden i sidste runde af grundspillet.

I den efterfølgende kamp var rivalen Pavol Bajza tilbage i målet, men udgik igen, så Hagelskjær fik chancen på ny. Denne gang beholdt han pladsen, da Bajza vendte tilbage fra sin skade.

- Det var vigtigt for mig at få lov til at spille igen kort tid efter, få det ud af systemet, ud af verden. Selv om jeg er ung og ikke har spillet mange kampe, rejste jeg mig fra en forfærdelig fejl, som det jo var. Jeg mærkede tilliden fra træneren og klubben, som stadig troede på, at jeg var en lige så god målmand som før fejlen, siger Hagelskjær.

- Selv om det har været en hård periode og forfærdeligt at rykke ned med holdet, har det om omvendt også været en fed periode for mig, for jeg har spillet fast for første gang i min karrieren. Fodbold fylder lige pludselig mere, end man troede, det kunne gøre. Når man sidder på bænken, gør man selvfølgelig alt, hvad man kan, men når man spiller kampe uge efter uge, fylder det bare mere.

- Når man er i en periode, som vi har været, med ekstremt meget pres og tryk på, også fra os selv, og man for alt i verden vil redde klubben en sæson mere i Superligaen, vil man bare gøre alt, hvad man kan for at redde klubben. Så det fylder både, når man er til træning, men også når kommer hjem. Det fylder lige ti procent ekstra.

- Man holder måske aldrig rigtig fri fra fodbolden. Det, tror jeg også, er meget naturligt, når man er i den situation, vi har været i. Så vil det bare fylde det mere end midt i en sæson, hvor det hele ikke er sat på spidsen på samme måde som de to seneste måneder.

Som en zombie
24-årige Thomas Hagelskjær har i årevis kæmpet for at blive førstemålmand i AGF og Vejle. Det lykkedes endelig i sæsonens sidste syv kampe. Så målmanden har haft to måneder til at vænne sig til den ambivalente følelse af personlige glæde og kollektiv nedtur.

- Det er selvfølgelig ikke gået som ønsket, men jeg føler, jeg har rykket mig ekstremt meget i de to måneder. Jeg vil ikke sige, det har været fedt, for det er forfærdeligt at have en nedrykning på sit cv og at skuffe så mange mennesker, men rent personligt har det været en fed oplevelse at spille i Superligaen med så meget på spil. At have tilliden, når der har været så meget på spil, siger han.

Thomas Hagelskjærs kontrakt med Vejle Boldklub udløber efter denne sæson, så han håber, at de syv startpladser kan være med til at spille ham tættere på en ny aftale. Enten i VB eller et andet sted.

Endnu ved han ikke, hvor han fortsætter karrieren. De overvejelser har fyldt meget lidt i den seneste tid.

- Jeg har lagt det fuldstændig væk, indtil vi havde en afklaring. Det har vi selvfølgelig nu, men det er bare ikke der, fokus har været de seneste dage. Det er svært at tage stilling til så kort tid efter skuffelsen. Men det er klart, at jeg skal til at finde ud af noget, siger målmanden.

- Jeg håber helt klart, jeg skal snakke med Vejle. Jeg er glad for at være i klubben, og selv om vi alle er skuffet over tingene lige nu, har jeg haft nogle gode år i Vejle.

Vejle er ifølge teknisk chef Jacob Krüger interesseret i at beholde Hagelskjær, så det tyder på, at parterne vil det samme. Men målmanden vægter spilletid højt, når han skal vælge sin nye klub.

- Man får da mod på mere, når man spiller lige pludselig. Man er sulten efter at spille igen, så det er da også med i overvejelserne, hvor man kan få lov til det henne. Der er selvfølgelig ingen garantier, men det er da min hovedovervejelse, hvor man kan spille sig på holdet henne. Det håber jeg, jeg kan gøre i Vejle, siger han.

Før fremtiden kommer på plads, har Thomas Hagelskjær et par vigtige eksamener i formueret, han skal igennem. Og forberede sig på. Han håber, når nu nedrykningen kommer en smule på afstand, at han kan koncentrere sig ordentligt om dem, så han får lidt at glæde sig over denne sommer.

- Normalt op til en eksamen fylder den meget, men det gør de ikke nu. Det virker lidt ligegyldigt, når man har været gennem det, vi har været. Man går rundt som en zombie og kan ikke forstå, hvad der er sket. Man vil måske ikke forstå det, fordi det gør så ondt. Så det er også rart at få tankerne på noget andet. Alternativet er at sidde der hjemme og græde.