Video : Tipsbladet
Superliga

Vejle-angriber efter forlængelse: Holdet og jeg kan tage de næste skridt

Mandag aften forlængende Vejle Boldklub aftalen med angriber Imed Louati. Det skete, efter angriberen endelig fik scoret si første sæsonmål.

I weekenden kom angriber Imed Louati fra Vejle Boldklub endelig på tavlen i Superligaen, da han scorede målet til 1-0 mod FC København. Det holdt ikke for oprykkerklubben, der endte med at tabe 1-3 til FCK, men for Louati betød det, at sæsonen sådan for alvor blev skudt i gang.

Også uden for banen var der lidt godt nyt for tuneseren. Han blev nemlig belønnet med en ny aftale, og den aftale binder ham til Vejle Boldklub frem til sommeren 2021.

Noget, han selvsagt er glad for.

- Jeg befinder mig rigtig godt i Vejle Boldklub og i byen Vejle. Efter en svær periode i 2016 kom jeg vil VB i den sidste periode af genoptræningen efter en svær knæskade. Jeg har fået de bedste forudsætninger i klubben for at blive helt fit igen. Ser man bort fra den skade i hånden, som har generet mig i den sidste uge, så føler jeg mig mere fit, end jeg nogensinde har gjort før i karrieren, siger Imed Louati til Vejle Boldklubs hjemmeside og forklarer:

- Sammen med den dygtige trænerstab tror jeg på, at både jeg og holdet kan tage de næste skridt. Holdet og klubben har været igennem en stor udvikling i de to år, hvor jeg har været i klubben og jeg vil gøre mit til, at vi løbende udvikler os. Superligaen har været en stor udfordring for mig og jeg ser frem til at være med til at gøre det godt for Vejle Boldklub i de kommende år.

Fra klubbens siden håber man på, at den 25-årige angriber kan bygge på og blive endnu bedre fremadrettet.

- Vi er glade for, at vi har fået papir på Imed Louati i to år mere. Vi har hele tiden været bevidste om, at Louati har et stort potentiale og det har vi i glimt set udfoldet. Han er på sine bedste dage en klasseangriber og det så vi sent som i går mod FC København, hvor han efter mere end to måneder udenfor startopstillingen, kom tilbage og leverede en stærk præstation. Ikke kun med målet til 1-0, men generelt med en stærk præstation hvor han i perioder var en håndfuld for FCK. Han besidder mange facetter i sit spil og har både fungeret på siden i en 4-3-3-formation og som spidsangriber. Vi tror, at der er mere i Imed Louati end vi har set og håber sammen med ham og trænerstaben, at vi kan forløse det åbenlyse potentiale. Han er kun 25 år og der er mange gode sæsoner i ham endnu, siger teknisk direktør Jacob Krüger.

Imed Louati kom til Vejle i 2017 fra svenske Dalkurd.