Video : Tipsbladet
Superliga

Vejle har opstart fredag: Gambisk stjerneangriber er ikke til stede

Angriberen Bubacarr Trawally møder ikke ind fredag, hvor Vejle har træningsopstart. Han forventes fortsat ikke at spille i Danmark.

Han er en dygtig angriber, der scorede 11 gange i 29 ligakampe i den bedste kinesiske række for Guizhou Hengfeng, men når Vejle Boldklub fredag møder ind til årets første træning, er den 24-årige angriber Bubacarr Trawally - også kendt som "Steve" - ikke en del af opstarten.

Angriberen er ejet af Vejle Boldklub, men selv om klubben er rykket i Superligaen, ser det ikke ud til, at han skal hjælpe oprykkerne, der ellers godt kunne bruge en dygtig målscorer.

- Nej, han kommer ikke til at være der til vores træningsopstart. Der er stadig ingen afklaring på, hvad der skal ske med ham, siger teknisk chef i Vejle Boldklub Jacob Krüger til tipsbladet.dk.

Historien om Bubacarr Trawally er efterhånden velfortalt, men er alligevel omgæret af mystik.

I januar skrev Vejle Boldklub kontrakt med gambieren, efter han havde scoret mål på stribe for YB Funde fra den næstbedste kinesiske række. Ifølge Transfermarkt har den danske klub betalt en sum over 20 millioner kroner for at få ham fri af den kinesiske klub, men den sum tjente man så ind igen, da Bubacarr Trawally i samme øjeblik blev udlejet til Guizhou Hengfeng fra den bedste kinesiske række.

I april bekræftede teknisk chef Jacob Krüger til BT, at klubben havde skrevet kontrakt med den 24-årige målscorer.

- Qua vores ejerskab med Lucas og Andrew (Chang Jin og Andrew Zolotko, red.), så var Bubacarr Trawally fri i januar. Så lavede vi en kontrakt med ham velvidende, at han er en spiller af en virkelig høj kaliber, både sportsligt og økonomisk, sagde Jacob Krüger til BT.

Den høje sportslige og økonomiske kaliber var også årsagen til, at angriberen blev udlejet med det samme. Dengang åbnede Jacob Krüger døren for, at Vejle målske kunne få gavn af Trawallys evner, hvis det lykkedes at komme i Superligaen.

Men nu hvor holdet er i den bedste danske række, og Bubacarr Trawally er fri på markedet, lader det ikke til, at han nogensinde kommer i aktion for Vejle.

- Jeg tror ikke, det er særlig realistisk, at han kommer til at spille i dansk fodbold, siger Jacob Krüger og forklarer, at der har været en dialog.

- Vi har løbende en dialog om truppen, og hvad der skal ske med spillerne. Det gælder dem alle. Vi må se, hvad det ender med her i januar. Det er da ingen hemmelighed, at det ville være rart, hvis han kunne optræde for Vejle i Superligaen, men det er ikke særlig realistisk, at det sker.

Trawallys lejeaftale med Guizhou Hengfeng udløb den 31. december.