Vejle jagter et par forstærkninger
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

Vejle jagter et par forstærkninger

Sæsonen er skudt i gang, men transfervinduet er ikke lukket i Vejle Boldklub, som er på jagt efter to nye spillere.

Vejle Boldklub er tilbage i det fineste selskab, og selvom traditionsklubben fik en glimrende start på sæsonen med tre point i den første kamp mod Hobro, er klubben ikke færdige med at være aktive på transfermarkedet.

I alt er der blevet hentet fire nye spillere til klubben i løbet af sommerens transfervindue, men især på den centrale midtbane er der brug for forstærkninger.

- Vi har stadig Nicolai Madsen ude, og det betyder, at vi stort set ikke har alternativer til de tre, som spiller. Vi skal have en mere ind, og det må gerne gå hurtigt, men samtidig er det også vigtigt, at vi får den rigtige spiller. Får vi en mere, har vi fem spillere til tre pladser, og det vurderer vi som et passende antal, siger teknisk chef i Vejle Boldklub, Jacob Krüger, til Vejle Amts Folkeblad.

I øjeblikket har Vejle Boldklub to spillere til prøvetræning – russeren Sergey Katharik og irske Sean Murray.

Det er dog ikke de to spillere, som kan være i spil til at udfylde det hul, som Vejle Boldklub også har på venstre back, hvor kun Viljormur Davidsen huserer i øjeblikket. Her arbejder klubben dog også på at hente en ny spiller ind.