Video : Tipsbladet
Superliga

Vejle måtte nøjes med uafgjort i tredje træningskamp

Vejle Boldklub spillede onsdag eftermiddag 1-1 i en træningskamp mod polske Cracovia Kraków under holdets træningslejr i Tyrkiet.

Vejle Boldklub har i de to første træningskampe i vinteropstarten til den kommende forårssæson vundet to knebne 1-0-sejre, men da de rødblusede onsdag mødte polske Cracovia Kraków fra den bedste polske række på træningslejren i Tyrkiet, måtte de tage til takke med uafgjort.

Kort før pausen kom det danske Superliga-mandskab ellers i front, da Adam Jakobsen sendte et langskudsmål i netmaskerne, men denne gang formåede Vejle ikke at holde deres testmodstandere fra at score.

Spanske Airam Cabrera udlignede nemlig på et straffespark med et kvarter igen i anden halvleg til stillingen 1-1, der også blev kampens endelige resultat.

Torsdag har Vejle sidste træningsdag i Tyrkiet, inden at de fredag vender snuden hjem mod Danmark igen. Her venter den næste træningskamp den 2. februar, hvor Superliga-oprykkerne gæster AaB.