Video : Tipsbladet
Superliga

Vejle-talent: Det har været enormt lærerigt

Adam Jakobsen har fået meget ud af den første periode i Vejle Boldklub.

Forud for denne sæson gjorde Vejle Boldklub klar til Superligaen ved blandt andet at hente det 19-årige talent Adam Jakobsen i BK Frem.

Da Vejle Boldklub i fredags gjorde comeback i landets bedste række, var det med debut til offensivspilleren, der er godt tilfreds med sin præstation.

– Jeg var ikke som sådan nervøs, inden jeg skulle ind. Jeg havde en god ro i maven og synes, at debuten gik fint. Jeg fik løbet en masse meter og var med til at holde føringen og sejren hjem. Vi stod godt i de sidste cirka 10 minutter og det endte med at blive en fed oplevelse.

- Niveauet og tempoet i kampene var et par niveauer over, det jeg tidligere har prøvet, men det gik og det er noget, der giver mod på mere for en ung spiller at prøve den oplevelse i sådan en kulisse, siger Adam Jakobsen til klubbens hjemmeside.

De første måneder i Vejle Boldklub har været meget givtige for Adam Jakobsen, der lige skal vænne sig til den øgede træningsmængde.

– Den første tid i VB har været enormt lærerig. Udover at jeg har lært alle omkring og på holdet at kende, har megen af tiden gået med træning, restitution og forberedelse til den næste træning. Det har været hårdt at træne så meget, for jeg kommer fra et miljø, hvor vi trænede tre eller fire gange ugentligt i 2. division og der var måske to af træningerne, hvor der var knald på. Her er det hver gang, at der bliver gået meget til den og der bliver stillet høje krav hver gang, siger Adam Jakobsen.

– Selvom vi træner hårdt, så går vi ikke over stregen i forhold til, hvad kroppen kan klare. Trænerne har deres udstyr, som viser, hvor meget de kan belaste os og derfor har min krop også reageret fint på den øgede træningsmængde. Jeg skal fortsat forbedre mig på de fysiske parametre, men jeg føler mig i god form og hårdt arbejde, er den eneste måde, jeg kan forbedre mig på, siger Adam Jakobsen.