Video : Tipsbladet
Superliga

Vejle-truppen slankes: Kantspiller udlejes til Thisted

Kantspiller Christian Kudsk er sendt på leje til NordicBet Liga-klubben Thisted FC.

Efter mange års fravær er traditionsklubben Vejle Boldklub tilbage i det bedste danske selskab, Superligaen, og klubben arbejder nu på at forstærke sig, så det bliver til overlevelse.

I jagten på forstærkninger handler det også om at få luget ud i truppen, så spillere - der kan være langt fra spilletid - kommer videre, og klubben får frigjort nogle lønkroner.

Netop det er forklaringen på, at Vejle Boldklub denne mandag har valgt at udleje kantspiller Christian Kudsk.

Kudsk er sendt til Thisted FC på leje i det kommende år, hvor han nok har fine muligheder for fast spilletid.

- Christian Kudsk blev klar igen efter den lange skadespause i løbet af årets første måneder. Han er kommet stærkt igen i løbet af foråret med flere stærke indsatser på U19-Ligaholdet sideløbende med, at han har trænet med divisionsholdet. Men Christian Kudsk trænger til at spille fast på et førstehold og det får han gode muligheder for i Thisted FC. Han kommer til en god klub med et godt træningsmiljø, og det vil være gavnligt for hans udvikling på længere sigt, at komme tættere på spilletid på seniorniveau. Vi ser fortsat et potentiale i Christian Kudsk og vil følge hans udvikling i de kommende måneder, siger teknisk chef i Vejle Boldklub Jacob Krüger til klubbens hjemmeside.

Den 20-årige kantspiller spiller ser frem til at få fast spilletid.

- Opholdet i Thisted FC er en god mulighed for at komme til at spille på et højt niveau igen og få den spilletid, jeg behøver. Det har været godt, at jeg kunne spille på U19-Ligaholdet i foråret, men den mulighed er slut nu og jeg er kommet godt tilbage efter den lange pause jeg havde. Jeg har trænet med U19-holdet efter divisionsholdet gik på ferie og formen er, hvor den skal være. Jeg ser frem til at møde mine nye holdkammerater og glæder mig til den kommende sæson, siger Christian Kudsk.