Video : Tipsbladet
Superliga

Vejle vil øge dommernes sikkerhed: Overvejer udvidet spillertunnel

Dommer Peter Munch Larsen måtte eskorteres fra banen i søndags og blev alligevel overdynget med skældsord og en enkelt fadøl. Det vil Vejle Boldklub gerne undgå fremover, og klubben overvejer blandt andet at anskaffe en mobil spillertunnel, der strækker sig længere ind mod banen.

Peter Munch Larsen var en upopulær mand på Vejle Stadion i søndags. Dommeren bar ifølge en hel del tilskuere noget af skylden for, at Vejle Boldklub tabte 2-4 til AGF, og det lod de ham vide.

Da han skulle forlade banen, havde en klynge af tilskuere samlet sig omkring indgangspartiet til spillertunnelen, hvorfra de råbte alverdens eder, og enkelt kastede en fadøl efter dommertrioen. Den slags vil klubben gerne være fri for i fremtiden.

Derfor overvejer Vejle blandt andet, om klubben skal investere i en mobil spillertunnel, som kan trækkes ud og forlænges, når spillere og dommere indtager og forlader banen.

- Vi skal sikre, at dommerne i fremtiden kommer sikkert til og fra banen, så vi undgår det, der skete søndag, siger Henrik Tønder, administrerende direktør i Vejle Boldklub, til Vejle Amts Folkeblad.

Også undervejs i kampen havde enkelte vejlensiske tilskuere problemer med at opføre inden for reglerne. En af dem løb ind på banen, og to kastede skraldespande efter linjedommer Danny Kolding. Den ene ramte ham på skulderen.

Ifølge Ekstra Bladet har alle tre fået mindst et års karantæne fra Vejles hjemmebane i Nørreskoven samt en bøde på 5.000 kroner. Desuden er trioen blevet meldt til politiet, der nu skal tage stilling til, hvad der videre skal ske i sagen.