Video : Tipsbladet
Superliga

Velkendt EfB-ansigt hjælper Claus Nørgaard efter trænerfyring

Lars "Lungi" Sørensen skal hjælpe trænerteamet i Esbjerg fB, mens klubben leder efter en ny cheftræner.

Esbjerg fB valgte mandag at fyre cheftræner John Lammers efter en skuffende start på sæsonen, og i første omgang er assisterende træner Claus Nørgaard blevet forfremmet, mens ledelsen er på udkig efter en mere permanent løsning. 

Det efterlader et ledigt sæde på trænerbænken i Esbjerg fB, og det skal udfyldes af et særdeles vekendt ansigt i den vestjyske klub.

Esbjerg fB meddeler, at Lars "Lungi" Sørensen, der aktuelt er head of coaching i EfB, i den kommende periode vil assistere Claus Nørgaard og resten af trænerteamet omkring Superliga-truppen. Lars "Lungi" Sørensen var selv cheftræner i Esbjerg fB i en kort periode tilbage i 2017, inden han blev fyret. Efterfølgende tog han et smut til Indien, hvor han arbejdede på et fodboldakademi, inden han vendte tilbage til Esbjerg.

- Vi er glade for, at Lungi træder til og assisterer i den nuværende situation. Lungi kender spillerne fra seneste sæson, hvor han var en del af teamet, og han har værdifuld erfaring, som vi kan bruge frem mod de kommende opgaver, siger sportschef Jimmi Nagel Jacobsen i en pressemeddelelse.

Esbjerg fB's spillertrup tæller blandt andre Lars "Lungi" Sørensens søn, Jacob "Lungi" Sørensen.