Video : Tipsbladet
Superliga

Vendsyssel-anfører: Der er truffet et hav af elendige beslutninger

Alexander Juel Andersen skyder med skarpt efter Vendsyssel FF-ledelsen, som ikke har ageret optimalt.

Vendsyssel FF’s eventyr i Superligaen sluttede efter bare en enkelt sæson. Efter playoffkampene mod Lyngby BK står det klart, at det nordjyske mandskab skal tilbage i 1. division.

Højst overraskende valgte Vendsyssel FF inden de to opgør at fyre cheftræner Jens Berthel Askou og assistent Mike Tullberg for i stedet at hive Peter Enevoldsen ind som erstatning.

Om det lige præcis er dén beslutning, som anfører Alexander Juel Andersen hentyder til, skal være usagt, men han er under alle omstændigheder utilfreds med, hvordan ledelsen har handlet.

- Folk har lige pludselig en masse ting, de skal forholde sig til, som de ikke behøvede, siger Alexander Juel Andersen til Canal 9.

- Der sker nogle ting bag kulisserne, og det gør det svært for unge fodboldspillere især, og dem har vi mange af.

- Der sker så mange vanvittige ting, og der er truffet et hav af elendige beslutninger hele vejen rundt. Og det ærgrer mig rigtig meget.

Vendsyssel FF skal finde ny cheftræner, da Peter Enevoldsen skal tilbage i sit job som sportschef i Fortuna Hjørring.