Video : Tipsbladet
Superliga

Vendsyssel-boss svarer rasende anfører: Spillerne skal også kigge ind ad

Det er ikke kun ledelsen i Vendsyssel FF, der bærer ansvaret for klubbens nedrykning. Spillerne må også tage deres del, mener bestyrelsesformanden, efter anfører Alexander Juel Andersen langede ud efter ledelsen.

- Der sker så mange vanvittige ting, og der er truffet et hav af elendige beslutninger hele vejen rundt. Og det ærgrer mig rigtig meget.

Vendsyssel-anfører Alexander Juel Andersen ville ikke sætte navne på, men få var i tvivl om, at han kritiserede sin klubs ledelse, da han reagerede på nedrykningen i søndags. Særligt beslutningen om at fyre cheftræner Jens Berthel Askou og hans assistent, Mike Tullberg, virkede til at irritere kaptajnen.

Sportschef Ole Nielsen har allerede fortalt, at Juel Andersen kan se frem til en samtale med sin chef, og bestyrelsesformand Jacob Andersen svarer anføreren igen ved at sige, at hans og de øvrige spillere også må påtage sig deres del af skylden.

- Spillerne skal også kigge ind ad. De kunne måske også have gjort det bedre. Jeg har talt med mange spillere bagefter, og de siger, at de også bærer en del af ansvaret, siger formanden ifølge Ekstra Bladet.

Mens Askou og Tullberg altså forlod klubben kort før sæsonafslutningen, tog Peter Enevoldsen midlertidigt over. Han har dog allerede et job som sportschef i Fortuna Hjørring, og han fortsætter efter alt at dømme i den stilling. 

Så Vendsyssel FF skal ud at finde en ny træner forud for næste sæson i 1. division. Det arbejde er allerede i gang, lyder det fra Jacob Andersen.