Video : Tipsbladet
Superliga

Vendsyssel FF mister profil: Midtstopper skifter til hollandsk klub

Sander Fischer forlader Vendsysssel FF's nedrykkere og vender hjem til Holland.

Der er rigtig mange ulemper forbundet med at rykke ned, og dem må Vendsyssel FF sande mange af i øjeblikket.

Tidligere tirsdag kom det frem, at nordjyderne må opgive at beholde Jon Dagur Thorsteinsson, der er på vej til AGF, og nu må Vendsyssel FF også vinke farvel til midtstopperen Sander Fischer, der ellers havde et år tilbage af sin kontrakt.

Den 30-årige forsvarsspiller vender hjem til holland, hvor han har underskrevet en to-årig aftale med Excelsior, der i den forgangne sæson rykkede ud af Æresdivisionen. Det oplyser Rotterdam-klubben på sin hjemmeside. 

Sander Fischer har tidligere optrådt for Excelsior, som er den klub, han har repræsenteret flest gange på klubplan. I Vendsyssel FF blev det til 34 kampe for den hollandske forsvarsspiller.

Vendsyssel FF har ikke selv meldt noget ud om Sander Fischers skifte, og tipsbladet.dk har ikke haft held til at få en kommentar fra sportsdirektør Ole Nielsen.