Video : Tipsbladet
Superliga

Vendsyssel lejer Roerslev i FC København

Vendsyssel og FC København er blevet enige om at indgå en lejeaftale, der sender Mads Roerslev til Nordjylland resten af sæsonen.

Vejen til spilletid for Mads Roerslev i FC København blev pludselig noget længere, da hovedstadsklubben for nylig kunne annoncere købet af Guillermo Varela.

Det er der nu blevet taget en konsekvens af, og derfor skal Mads Roerslev i resten af sæsonen tørne ud for Vendsyssel. Det oplyser FC København på sin hjemmeside.

- Mads er en meget talentfuld back, som vi fortsat har en god tro på, siger Ståle Solbakken til klubbens hjemmeside.

- Men han er lidt fanget bag Peter Ankersen, der har været utroligt stærk og stabil hele efteråret, og derfor har Mads ikke fået så mange minutter i kamp, som han har brug for med henblik på hans udvikling.

- Med købet af Guillermo Varela er vi nu dækket meget stærkt ind, så snart han er klar, og det giver os muligheden for at give Mads noget erfaring og spilletid på højt niveau i Vendsyssel, hvor vi selvfølgelig vil følge ham tæt.

Den halve sæson på en lejeaftale i Vendsyssel giver Mads Roerslev mulighed for at få en masse spilletid i Superligaen, og det ser han frem til.

- Jeg er stolt over og glad for at spille i FCK, hvor jeg træner med fantastiske spillere, men jeg har brug for at spille nogle flere minutter i kampe på højeste niveau. Vendsyssel har vist sig som en god mulighed for mig her i foråret. Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at hjælpe dem til at blive i Superligaen, og jeg ser meget frem til at møde mine nye holdkammerater og komme i gang med træningen, fortæller højrebacken.

Indtil videre har Mads Roerslev spillet 13 kampe for FC København, hvor han er på kontrakt frem til sommeren 2021.