Video : Tipsbladet
Superliga

Vendsyssel-profilens dom: Vi kan sagtens være med i Superligaen

Forårssæsonen nærmer sig i Superligaen, og tipsbladet.dk varmer op med et interview med en spiller fra hver af de 14 klubber. Her er det Mikkel Wohlgemuth fra Vendsyssel FF.

Græsplænerne bliver mere og mere grønne i det danske land, og inden længe ruller Superliga-bolden igen.

Der venter et forår med en tæt mesterskabsduel og et drabeligt nedrykningsslag. På Tipsbladet.dk byder vi velkommen til forårets kampe med et interview med en spiller fra hver af de 14 klubber i rækken.

Her er det midtbanespilleren Mikkel Wohlgemuth fra Vendsyssel FF.

Hvordan vil du vurdere jeres sæson hidtil?
- Vi har et rigtig højt topniveau. Vi har næsten kun slået top-seks hold, men nogle af kampene mod vores direkte modstandere, dem skulle vi omvendt have vundet. Det er vi selvfølgelig skuffede over, og derfor vil jeg vurdere sæsonen til at være svingende indtil nu. Vores bundniveau har været for lavt, selvom vi har haft et højt topniveau.

Hvad forventer du af det kommende forår for dit hold?
- Jeg forventer, at vi bygger på. Det bliver afgørende, at vi får lagt et godt fundament, og så forventer jeg, at vi bliver bedre på bolden. Vi skal også være bedre til at åbne de hold, der står mere defensivt end Brøndby og FCK. Vi har haft lidt problemer hidtil, når vi skulle skabe kampene. Det håber jeg kommer til at ændre sig, og det mener jeg, at vi kan udvikle i foråret. Vi har været dygtige til at stå imod en god offensiv, og vi har ikke tabt stort endnu. Det er et tegn på, at vi sagtens kan være med i rækken.

Og dig selv?
- Jeg forventer også af mig selv, at jeg bliver bedre. Jeg har været tilfreds med efteråret og spillet næsten alle kampe. Det har været superdejligt, og pilen er kun gået opad i forhold til præstationer. Det er jeg glad for. Jeg synes også, at jeg er faldet hurtigt ind på holdet, men jeg vil også gerne blive bedre til at styre kampene og være en leder på holdet. Jeg vil være den, som andre kigger på en gang i mellem. Og selvom det ikke forventes at jeg laver mål og oplæg fra min position, så er det også noget, jeg gerne vil være bedre til.

Hvem bliver forårets profil i din klub?
- Det kedelige svar er hele holdet. Det er holdet, der skal bære os gennem et hårdt forår med mange svære kampe, hvor målet er at blive oppe. Men vi har én spiller med X-faktor. Det er vores kære islænding, Jón Dagur Thorsteinsson. Han skal blive endnu bedre, end han var i efteråret, hvor han var fremragende. Men han kan sagtens lave flere mål og flere oplæg end hidtil.

Hvad bliver jeres største udfordring i foråret?
- Den største udfordring bliver at sikre overlevelse. Det er noget, vi stræber efter hele holdet. Det bliver en udfordring at være klar mentalt til det, der venter. Det kræver meget af gruppen, og det kræver meget oppe i hovedet på vores spillere. For det er rigtig, rigtig hårdt, og der er meget på spil i hver eneste kamp. Men vi vil gøre alt for at blive oppe.