Video : Tipsbladet
Superliga

Vendsyssel tæt på udenlandsk offensivspiller: Kan præsenteres i dag

Vendsyssel FF forventer at kunne præsentere en udenlandsk offensivspiller i løbet af tirsdagen.

Vendsyssel FF's nye sportsdirektør Ole Nielsen sidder klar med kontrakt og kuglepen.

Superliga-oprykkerne er på jagt efter forstærkning til offensiven, og nu er den første nye spiller af, hvad der meget vel kan ende med en lille håndfuld nyerhvervelser inden deadline på torsdag, så godt som på plads. 

- Vi kigger på at tilføje noget til offensiven og herunder også en angriber. Vi er meget tæt på at kunne melde noget ud - jeg tror, vi kan løfte sløret i løbet af eftermiddagen, siger Ole Nielsen til tipsbladet.dk og tilføjer:

- Der er ikke tale om en decideret angriber. Det er en spiller, der kan begå sig på begge kanter, og det er en spiller, jeg har haft kig på igennem længere tid. Det er en udenlandsk spiller, så meget kan jeg sige, men aftalen er stadig ikke helt på plads. Men det nærmer sig.

Når den pågældende spiller kommer i hus i løbet af tirsdagen, fortsætter arbejdet med at forstærke Vendsyssel-truppen.

- Det er stadig de offensive positioner, vi kigger på, og så må vi se, om vi kan lande en eller to yderligere, og så er det klart, at det kan åbne for, at et par af vores nuværende spillere søger minutter andre steder, lyder det fra sportsdirektøren.

Angriberen Jeppe Illum, der blot fik tre korte indhop i efteråret, kan meget vel være fortid i Vendsyssel FF inden på torsdag. Han har trænet med i Næstved BK, og det kan være en mulighed for den tidligere Silkeborg-spiller.