Video : Tipsbladet
Superliga

Venter på VAR: Færre internationale kampe på vej til danske dommere

Danske fodbolddommere kommer formentlig til at glippe store kampe, hvor der bruges VAR.

Først fra sæsonen 2020/2021 ventes det, at der skal bruges VAR - video assistant referee - i dansk fodbolds bedste række, Superligaen, og det betyder reelt, at danske dommere står til at misse potentielt store kampe i den kommende sæson.

Eksempelvis Jakob Kehlet, der er international dommer og har dømt Champions League-kampe, men det ligger ikke umiddelbart i kortene, at han skal dømme i turneringen den kommende sæson.

Forklaringen er ganske enkelt, at danske dommere ikke står først i køen, når der skaul uddeles kampe, fordi de ikek har den nødvendig træning og uddannelse i at bruge VAR.

- Danske dommere vil komme til at dømme færre internationale kampe. De vil stadig kunne medvirke i kampe, hvor der ikke er VAR, men så længe de ikke er uddannet i det, vil de sandsynligvis blive fravalgt til at dømme kampe, hvor der bruges VAR, siger administrerende direktør i DBU Kenneth Reeh til Jyllands-Posten.

I sidste sæson passede Jakob Kehlet eksempelvis fløjten, da Shakhtar og Hoffenheim i Champions League spillede 2-2 i Ukraine.