Video : Tipsbladet
Superliga

Viborg-chef før pokalgyser: Det er en lorte lodtrækning

Tirsdag aften spiller Viborg mod Jammerbugt FC, og træner Jacob Neestrup forudser en svær kamp.

Når første kampe i hovedturneringen i Sydbank Pokalen afvikles i denne uge, venter der en bøvlet kamp for de tidligere pokalvindere fra Viborg FF.

De grønblusede midtjyder møder 2. divionsklubben Jammerbugt FC på udebane tirsdag kl. 18.30, og Viborg-træner Jacob Neestrup forudser en vanskelig kamp. 

- Det er jo en lorte lodtrækning. Der er andre hold i 1. division på vores niveau, som har fået modstandere, som de - med al respekt - kan køre over. Vi skal møde et godt 2. divisionshold, som på mange måder er på niveau med nogle af de hold, som er i 1. division. Det bliver ingen "walk in the park" i morgen (tirsdag aften klokken 18.30, red.), siger Neestrup til Viborg Stifts Folkeblad. 

Trods den vanskelige lodtrækning stiller Viborg op til kampen uden flere af de faste folk fra startopstillingen.

- Vi vil rigtig gerne gå videre, men vi går ikke på kompromis med, at vi har en rigtig vigtig kamp på søndag (mod HB Køge, red.). Vi har nogle spillere som Kramer, Jeff og Sivebæk, som skal spares, og jeg tror virkelig på, at vi ikke skal komme med den normale startopstilling, hvis vi skal have den bedste mulighed for at vinde over Jammerbugt, siger Neestrup. 

I sidste sæson røg Viborg ud af pokalturneringen allerede i 2. runde, da klubben tabte til Fredericia.