Video: Fans gik jubelamok til tidligere Randers-angribers første træning
Han har en fortid på Real Madrids B-hold, og så har han også en fortid i Randers FC.
Den store finske angriber Eero Markkanen var dog ikke noget stort hit i Kronjylland, hvor han var på kontrakt i foråret 2018, og nu har den 27-årige angriber så taget en spændende beslutning i forhold til sin karriere.
Markkanen skiftede tidligere i denne uge til indonesisk fodbold og PSM Makassar, og at dømme ud fra angriberens første træning kommer han til at blive en stjerne i Indonesien.
Da han mødte op til første træning onsdag, var der ifølge det finske medie yle.fi 5.000 tilskuere på plads for at følge den 27-årige tidligere landsholdsspillers træning. Agent Jonne Lindblom tog en video, da Markkanen gik ned mod træningsbanen inden træningen, og den viser, at der i hvert fald var mange fans.
Over 5000 fans came to see Eero Markkanen’s first training session with PSM Makassar. Mad scenes! Indonesian football fans are as passionate as it gets #EwakoPSM pic.twitter.com/3s7aMPF5ja
— Jonne Lindblom (@JonneLindblom) January 15, 2019
- Det var utroligt. Jeg har været i en del lande, men jeg har aldrig set noget lignende, siger hans agent, Jonne Lindblom, til yle.fi og forklarer, at australieren Aaron Evans har oplevet noget af det samme, da han for ganske nyligt skiftede til klubben:
- Udlændinge er superstjerner på det hold. De kan ikke gå nogle steder. Evans har givet os et par tips, vi ikke kendte til. Man kan for eksempel ikke gå indkøbscenteret, for folk samler sig med det samme.
Angriberen er blevet kritiseret i hjemlandet for at skifte til indonesisk fodbold, som der menes er en transfer, der handler om penge. Noget, Markkanens agent dog afviser. Angriberen havde brug for en ny start, lyder det.
I Randers var angriberen på leje fra AIK - han spillede fem Superliga-kampe uden at score. I sommer rev AIK hans aftale over, og i efteråret spillede han for Dalkurd.
Aftalen med PSM Makassar løber frem til 31. december 2019.