Brøndby går søndag på banen på Brøndby Stadion for første gang i denne Superliga-sæson, og det bliver mod oprykkerne fra Vejle Boldklub. Det bliver dog uden den vante BIF-6'er Christian Nørgaard, der er skiftet til Fiorentina.
I stedet kan en spiller som Lasse Vigen, der kom til klubben for et år siden, komme til at spille en stor rolle. Han føler sig i hvert fald klar til sin anden sæson i klubben. Det fortæller han i et interview på Brøndbys officielle hjememside.
- Det er rigtig dejligt at være i gang med min anden sæson i klubben. På det her tidspunkt sidste år var jeg lige ankommet, så det er klart, at min base og omgivelser er bedre i år sammenlignet med sidste år, siger han og fortsætter:
- Jeg har selvfølgelig fået spillestilen ind under huden nu, og de praktiske ting uden for banen er på plads efter et år i klubben. Det gør, at jeg kan fokusere fuldt ud på fodbold og ikke skal bekymre mig om lejlighed eller lignende, så jeg føler mig klar til at præstere, lyder det fra Vigen.
Han ser desuden frem til kampen mod Vejle, der vandt deres første kamp i Superliga-sæsonen med en 3-1-sejr over Hobro.
- Det er et nyt hold, der har spillet i 1. division i en del år, som nu er rykket op efter en flot sæson sidste år. De vil komme med en masse momentum fra sidste sæson, og det bliver en opgave for os at holde dem nede. Vi skal dog have dem til at finde ud af, at det er en lidt anden opgave at spille på Brøndby Stadion sammenlignet med det, de har været vant til, siger Lasse Vigen.
Kampen mellem Brøndby og Vejle spilles søndag aften klokken 18, og den sendes direkte på TV3+.