Video : Tipsbladet
Superliga

Vigen ser frem til første møde med tidligere klub

Lasse Vigen Christensen står på søndag overfor sin tidligere klub Esbjerg fB for første gang i karrieren.

Når Brøndby IF på søndag møder Esbjerg fB i Superligaen, bliver det mere end bare en almindelig kamp for Lasse Vigen Christensen.

Midtbaneprofilen er nemlig født og opvokset i Esbjerg og spillede også i Esbjerg fB i sine ungdomsår. Men på søndag bliver det første gang, at han står overfor sin tidligere klub:

- Det bliver en lille smule specielt, for jeg har aldrig spillet mod Esbjerg før, hvor jeg voksede op og spillede som ungdomsspiller. Jeg havde på det tidspunkt alle mulige ambitioner om, at det var der, jeg skulle slå igennem, men fodboldlivet ville, at det blev lidt en anden vej, jeg tog.

- Min far var U19-træner i Esbjerg, mens jeg spillede på U15, men jeg tror, at han har begge ben i min lejr. Det bliver selvfølgelig en sjov oplevelse for os begge, fordi vi har et forhold til Esbjerg fB, men når dommeren fløjter kampen i gang, er det ikke noget, der tænkes over, fortæller Lasse Vigen Christensen til Brøndbys hjemmeside.

Den danske midtbanespiller skiftede i sine ungdomsår Esbjerg fB ud med FC Midtjylland, inden at han tilbage i 2012 blev hentet til Fulham i England. 

Kampen mellem Brøndby og Esbjerg sparkes i gang på Brøndby Stadion kl. 18.00 søndag aften.

Ønsker du at blive helt klar til kampen? Så læs vores optakt - du finder den her.