Video : Tipsbladet
Superliga

Vikaren Retov: Jeg går efter at blive permanent cheftræner

Martin Retov er foreløbig cheftræner i Brøndby IF frem til sommer, men han håber på, at han kan gøre det lige så godt som Manchester United-vikaren Solskjær og dermed overbevise om, at han skal være cheftræner på permanent basis.

Hver sæson bliver fodboldtrænere ansat på korte kontrakter. Nogle får kun et par kampe, andre får et halvt år til at køre sæsonen i garagen og lade klubben bygge op bagefter. Og nogle gør det så godt i deres vikarperiode, at de overbeviser klubledelsen om, at de skal have jobbet, efter deres midlertidige aftale egentlig skulle løbe ud.

I Manchester United har Ole Gunnar Solskjær gjort sit for at overbevise Ed Woodward og de andre United-habitter med 11 sejre, 1 uafgjort og 1 nederlag i 13 kampe. De resultater håber trænervikaren i Brøndby IF at efterligne.

Martin Retov har foreløbig fået jobbet frem til sommer, men lægger over for Politiken ikke skjul på, at han håber, at han kan blive permanent chef.

- Det er sjovt, at mange, mange af mine venner meget hurtigt i går skrev til mig og ønskede til lykke og også som dig bragte sammenligningen med Ole Gunnar Solskjær frem. Han startede med masser af sejre med United-holdet, der på kort er blevet forvandlet. Jeg sigter også efter masser af sejre med Brøndby. Jeg vil jagte cheftrænerjobbet, siger Retov til avisen.

Han har desuden en vis erfaring med at blive ansat på midlertidig basis og senere få gjort aftalen permanent; det samme var tilfældet i foråret 2017, da Brøndby gjorde ham assistenttræner under Alexander Zorniger. Det skulle også kun have varet til den følgende sommer, men Retov blev hængende.

Nu deler han ansvaret med den anden tidligere Zorniger-assistent, Matthias Jaissle, men har altså selv det endelige ord at skulle have sagt. Den konstellation passer Hany Mukhtar glimrende.

- De (Retov og Jaissle, red.) er vidunderlige personer og gode trænere, så nu er vi nødt til at steppe op, os spillere, og vi er nødt til at hjælpe klubben igen. Vi er nødt til at gå i den rette retning, siger den tyske Spielmacher.