Superliga

Vilfort kritiserer Tom Køhlert

Kim Vilfort mener, at Tom Køhlert burde blande sig udenom og ikke kommentere på, hvilken kurs Brøndby skal rette sig efter i fremtiden.

Brøndby befinder sig som så mange gange før i en alvorlig krise. Efter 13 spillerunder i Superligaen ligger de blå-gule på en katastrofal 10. plads, hvilket i mandags fik klubben til at fyre cheftræner Henrik Jensen. Ifølge en af klubbens største koryfæer, Tom Køhlert, skyldes den skuffende placering, at de blå-gule stædigt holder fast i ideen om at satse på egne talenter.

Tom Køhlert var nærmest manden, der opfandt denne form for kurs i Brøndby, men nu mener den tidligere toptræner, at tiden er løbet fra den strategi. Ifølge ham gør vestegnsklubben klogt i at sikre sig nogle pengestærke investorer i en fart.

Men den ide er det ikke alle i Brøndby, der kan bakke op om. Talentchef Kim Vilfort synes, at Køhlert hellere skulle holde munden lukket.

- Nu står Tom jo udenfor det hele, og så er det jo nemt at stå og kritisere og sige en masse ting, som han ikke skal stå til ansvar for. Det kan virkelig undre, at han sådan vender rundt på en tallerken i den udstrækning, det bringer ikke ligefrem ro. Jeg synes ikke, at det er klogt, siger Kim Vilfort til B.T. og fortsætter:

- Vi skal satse på begge dele. Det er ikke enten-eller, men både-og. En stor del af vores image som klub er, at vi skal have spillere, som har spillet lige siden børne- og ungdomsårene. Vi skal ikke købe flere ind, men vi skal gøre det mere præcist og mere rigtigt. Det, vi skal hente ind, er spillere, der kan flytte holdet, og det er netop det, vi har fejlet med, siden Laudrup og Faxe begyndte at skifte ud.